649 / 657
2 5 9
f r i h e d , der er ét med kærligheden. Opad se vi mod
de evige bjærge og husvales af synerne om den for
klarelse og fred, der skal komme.
Sabbathelgen lider mod kvæld, den var kun og
kunde kun være en forsahbat. Djævelen lades atter løs,
den uhyre sidste v e r d e n s k a m p står med mørkets
magter, himmel og jord g å u n d e r i skærsildsluer, alt
som vore fædre drømte i myten om Ragnarøk; alle de
d ø d e s t å op , og d om m e d a g s a f t e n , både nådens og
sandhedens åbenbarelse, sætter det evige skel mellem
gode og onde. Nu først er dødens trone styrtet af
„løven fra J u d a “.
Døden er den sidste fjende,
vi med Gud skal overvinde,
Gud med os skal træde på;
o min sjæl, gid kun du vidste
tonen, som det ord „den sidste“
skal i himlen synges på!
Med dommedag er historien, denne guds husholdning
her nede, til ende, og tiden forklaret i evigheden, f u l d
e n d e l s e n er kommen som Gimle - fred en , hvortil selv
den gotiske hedning satte sit håb. I F a d e r e n s r i g e
stå nu fredens salige h ø r n , trin for trin modnede til
„den fuldkomne mand i Kristus“ og „indsamlede alle
under ét hoved i ham“ (Efes. 1, 10. 4, 13. Kol. 1, 28)
til at s k u e G u d s å s y n , „der virker uforkrænkelighed“ :
så har apostlerne og deres nærmeste disiple lært. „Vi
skal være ham lige, ti vi skal se ham, som hån e r “
(1 Joh. 3, 2), ham, der er kærligheden, der er enheden
med alle skabte verdners mangfoldighed i sig.
„De evigt unge, som aldrig kan ældes“ (Irenæus),
vokse fra klarhed til klarhed og fra kraft til kraft, uden
kamp og spændinger og bratte overgange, men i hin
„det uopløselige livs“ (Ebr. 7, 16) rytmiske strømning,
17*