652 / 657
262
tages allegorisk“ , siger Irenæus i fuld overensstemmelse
med Johannes, „men alt er vist og sandt og virkeligt,
skabt af Gud til at nydes af retfærdige mennesker“.
Så sandt det evige liv, vi tro på, er å n d s l e g e m l i g t
liv, og de saliges legemer, de nye himle og den nye jord
er forklaret natur, så sandt er profeternes syner herom
givne til husvalelse for al skabningens længsel.
Livsaligt komme de til os som en sagte hviskende
luftning fra de levendes land, som et enkelt, halft til
sløret, hastigt svindende solglimt gennem verdens tunge
tåger. Der kræves blot en umiddelbar, poetisk hen
givelse, som rigtig nok ikke blev enhver troende til del;
der kræves noget af det, den blinde havde, da man
vilde skildre ham den røde farve, og han med ét ud
brød: „ja, jeg forstår det! Den er vist som et trompet
skrald, ikke sandt!“ Hvo der søger andet og mere i
dem end anelsesfuld glæde over den tilkommende virke
lighed, han bruger dem ikke ret.
Skriften taler om de sande, på én gang ideale og
virkelige væsenheder i himlen (ra
u).i]-&ivu,
Luk. 16, 11.
Ebr. 8, 2 og 6. 9, 24. 1 Tim. 6, 19), urbillederne, som
afspejle sig i de jordiske efterbilleder
(åvrlrvna rav
o
foi&ivuv).
Heri lyser den tanke klart fræm, a t de jo rd
iske ting er skabte i de himmelskes billede som men
nesket i Guds. Hvor dybt ligger ikke anelsen herom i
sjælen? Uden den måtte Herrens og hans apostlers og
profeters billedsprog, al kunsts og vidskabs idealer jo
stå for os som i vildsomme tåger. Ja selv i de hedenske
myter har den skabt sig et udtryk, selv i den æventyr-
verden, barnet drømmer om, når det står og stirrer på
aftnens guldrøde skyer. .Hvor den lokker og kalder!
Og kan vi voksne ikke stundum være børn nok til at
drømme med?
Men disse en evig skønheds og kærligheds anede
urbilleder har nu brudt igennem åndslegemligt med de
himmelske virkeligheder, de sande væsenheder
(ru ulrj&ivu),