HammerichEtLevnetsløb

257

da være denne klang, der „i en ha st, et øjeblik“ vil

samle støvet, opløst som det er og splittet ad til alle

verdens hjørner, og forklare det?

Som herlighedens klangfigur vilde det da rejse sig,

det nye legeme, vinget og lyslet, vor urskikkelse, tænkt

i Gud fra evighed. Og i et henrykkelsens nu, vi ikke

har ord for, i Herrens kraft, som længe skjult har be

redet dem, flyve sjælen og det åndelige legeme hinanden

i favn, mens de, som endnu ere i legemet, gjennem-

bævede og forklarede af de samme toners magt, løftes

op i skyerne, sin frelser i møde. I disse er forvandlin

gen f u l d b y r d e t fra det jordiske til det himmelske,

som den skulde sket i paradis uden synd og uden død.

Således mødes de to verdner, himlen med de frelste

sjæle, der i hin sabbatstilhed mere og mere har nærmet

sig til legemliggørelse, og jorden med den menighed, der

under trængslerne mere og mere har nærmet sig til

åndeliggørelse. Nu smelte de sammen, som det bevidste

og ubevidste liv smelte sammen, ti kun i forening skal

de nå fuldendelsen.

Herrens Ånds og hans legems og blods kraft, „læge

dommen til uforkrænkelighed“ , har åndeliggjort kødet,

så dette nedværdigede l e g e m e skal stråle som sol i

glans (Matt. 13, 48), „ligedannet med hans herligheds

legeme“ (Fil. 3, 21). Hvad er det, I hviske om i myst

isk inderlighed som et åndekor, I stille grublere fra

midalderens munkeceller?

„De afspejle sjælen, disse

forklarede legemer,“ sige I , „og afspejle den fuldere og

renere, end noget øje, „legemets lys“, (Luk. 11, 34) her

nede nu kan gøre det; ondt skal ikke ramme dem, hvor

kan man skære solstråler med jærn? Som blomster i

enge tindre og dufte de dér i Guds Eden, det evige ord,

som sjælen elsker, er det, der har gennemduftet dem!“

Vi stå i S ø n n e n s , på jorden åbenbarede rige,

s e j r s r i g e t (tusindårsriget), i evighedens forårsmorgen,

(Mt. 24, 32), „som en morgen i maj, når det grønnes“,