257
da være denne klang, der „i en ha st, et øjeblik“ vil
samle støvet, opløst som det er og splittet ad til alle
verdens hjørner, og forklare det?
Som herlighedens klangfigur vilde det da rejse sig,
det nye legeme, vinget og lyslet, vor urskikkelse, tænkt
i Gud fra evighed. Og i et henrykkelsens nu, vi ikke
har ord for, i Herrens kraft, som længe skjult har be
redet dem, flyve sjælen og det åndelige legeme hinanden
i favn, mens de, som endnu ere i legemet, gjennem-
bævede og forklarede af de samme toners magt, løftes
op i skyerne, sin frelser i møde. I disse er forvandlin
gen f u l d b y r d e t fra det jordiske til det himmelske,
som den skulde sket i paradis uden synd og uden død.
Således mødes de to verdner, himlen med de frelste
sjæle, der i hin sabbatstilhed mere og mere har nærmet
sig til legemliggørelse, og jorden med den menighed, der
under trængslerne mere og mere har nærmet sig til
åndeliggørelse. Nu smelte de sammen, som det bevidste
og ubevidste liv smelte sammen, ti kun i forening skal
de nå fuldendelsen.
Herrens Ånds og hans legems og blods kraft, „læge
dommen til uforkrænkelighed“ , har åndeliggjort kødet,
så dette nedværdigede l e g e m e skal stråle som sol i
glans (Matt. 13, 48), „ligedannet med hans herligheds
legeme“ (Fil. 3, 21). Hvad er det, I hviske om i myst
isk inderlighed som et åndekor, I stille grublere fra
midalderens munkeceller?
„De afspejle sjælen, disse
forklarede legemer,“ sige I , „og afspejle den fuldere og
renere, end noget øje, „legemets lys“, (Luk. 11, 34) her
nede nu kan gøre det; ondt skal ikke ramme dem, hvor
kan man skære solstråler med jærn? Som blomster i
enge tindre og dufte de dér i Guds Eden, det evige ord,
som sjælen elsker, er det, der har gennemduftet dem!“
Vi stå i S ø n n e n s , på jorden åbenbarede rige,
s e j r s r i g e t (tusindårsriget), i evighedens forårsmorgen,
(Mt. 24, 32), „som en morgen i maj, når det grønnes“,
17