HammerichEtLevnetsløb

2 6 3

dér, liyor r u m m e t er forklaret med t i d e n , hvor jorden

er bleven til himmel og himlen til jord, hvor årstiderne

mødes, den lifligt blomstrende vår med den lyse sommer

og gyldne høst (Amos 9, 13). „Nat er der ikke længer“

eller vinter, lige så lidt i naturen som i mennesket, alt

er dag og lys.

Den hellige na tu r i sin uskylds enfold er smeltet

sammen med h e l l i g k u l t u r , vort historiske frihedslivs

modne frugt. Ligger ikke midt i staden paradisets have,

attervunden? Det sidste bøjer sig, atter som i tusind

årsriget, tilbage til det første. Dér viste englen Johan

nes livsens krystalklare elv, udvældende fra Guds trone,

og ved dens bredder livsens træer, „hvis frugter gro

måned efter måned, og hvis blade er til folkenes sund

hed“ (Joh. åb. 22). Hvilket blik ind i ævnernes fylde,

i Guds miskundheds dybder! Ti disse folk, „som vandre

i lyset af det himmelske Jerusalem, og hvis konger bringe

det al deres herlighed og ære til offer“ (Joh. åb. 21,

24 flgde), må vist nok have hørt til hine „Gogs og

Magogs jættehære“ , som stormede „den elskede stad“

(20, 8 flgde). Og alligevel synes de — vi véd det ej,

Gud alene véd det — at være kændte fri på dom

mens dag.

Dér bor da Adam ikke længer alene, nøgen og

uskyldig i palmeskyggerne ved den rindende elv, mellem

markens dyr og himlens fugle. Dér stå nu rigets ta l

løse borgere „af alle folk og tungemål“ , med det nye

navn; strålende stå de, klædte i hvide klæder, med guld

kroner på , som præster og konger, som herrer over

jorden og dens fylde i det paradis, hvor løven leger

med lammet, .i den kæmpestore, ikke med hænder bygte

himmelske stad, al skønheds urbillede, den englen målte

(Joh. åb 21). Og i det store halleluja, de istemme,

blande tonerne sig med fra den nye jord og de nye himle.

Krystalklart, himmelklart som elven i paradis er

livet nu blevet. Alt, endog det m i n d s t e , hjærtet har