654 / 657
264
elsket i Herren, genfinder det dér, hvor Goethes moder
skal finde selv „den brudekjole af bleggrøn silke, gen-
nemvirket med guld, og den juvélkrans, en grusom tyv
stjal, men som bun håbede at få igen i Guds rige“.
Kun formerne skifte, og brudekjolen er bleven til de
hvide klæder, juvélkransen til livets krone. Alt vil
hjærtet genfinde, fordi „kærlighed er stærkere end døden“
og det evige liv er menneskelivet i forklarelsen.
Dér mættes gennem evigheders evighed Guds vise
med den himmelske visdom, dér blomstrer den hellige
kunst, dér tone himlens harper, dér „bringes folkenes
glans og ære ham til offer“ ; dér hviler Maria i kærlig
hedens fylde, dér arbejdes der, som Gud arbejder, „dér
drikke de med Herren den nye vin i hans Faders rige“.
Skulde det med disse syner for øje vel være for vidt
gået, når jeg tænker også på f o r k l a r e d e s a n s e r , en
forklaret åndslegemlig nydelse, som Jesus den opstandnes,
da han „åd og drak med sine“ ? Gik da Irenæus og de
andre gamle for vidt ved en sådan tydning af Guds
endnu ikke åbenbarede hemmelighed?
Intet kan tænkes lysere, mere ophøjet, helligere,
underdejligere end Johannes’ varsler om „Guds børns
frihed i herlighed“. Det ånder og toner fra Sions bjærg
med evigheds toner, det dugger og dufter med evigheds
dufte; det stråler og leger med guld og ædle stene, med
regnbufarvernes glød og glans, for Gud den alrådende,
som vil være de nye himles og den nye jords lys
evindeligt. „Visdommen, der fra evighed var hos Gud
som kunstneren og var hans elskede, dag og nat legede
for hans åsyn“ (Ordsprog. 8, 22 flgde), visdommen har
gjort alle ting nye, nådens og kraftens og sandhedens
Gud ført alt til målet.
Nu skal det åbenbares, „som a l d r i g er o p r u n d e t
i noget menneskehjærte“ , når ånd og sjæl og legem,
gudslivet og selvlivet og allivet gennemtindre hinanden
med stigende klarhed. Han, der er kærligheden, sand