655 / 657
2 6 5
hed og skønhed, retfærd og hellighed, visdom og magt,
han er vorden a l t i a l l e .
Hermed er det sande, som kan ligge i panteismen,
kommet til sin re t: disse uudsigelige længsler i enhver
dybere menneskesjæl efter ligesom at svømme bort og
gå under i skabningens herlighed, dufte hen med blomster
duften, tone hen med tonerne, efter at gå op, gå under
i kærligheden til mennesker og kærligheden til Gud.
En evighed med lys og ånd og glans, med dåd og hvile,
og med det tonende ord, kærlighedens sejrsæle lovsang,
evigt ny, evigt ung, evigt rig.
Dette er rigdomsdybet af Guds visdom og kundskab!
(Rom. 11, 23). Synet for en sådan åndslegemlig virkelig
hed i himlen er den bædste modgift mod al den falske
åndelighed (spiritualisme, panteisme), al den kødelighed
(materialisme), som nu prædikes på gader og torve.
Tidligt måtte det virke dragende på en natur som min,
fuld af længsel efter det evige, og jeg blev Romantiker
og Teosof længe inden jeg kændte de to navne; nu
kænder jeg dem, nu véd jeg , hvad „Guds visdom“ har
bragt mig, og skal takke ham derfor gennem evigheders
evighed. Hvor uendelig meget mere vilde den ikke
blevet mig, hvis verdenslysten havde været mindre stærk
i min sjæl!
Disse uforkrænkeligheds-syner er det, som gør
aftenhimlen så strålende over den kristne olding. Under
den åndes der let, og hvo som har de fjærnsyn for øje,
den åbner, for ham har døden mistet sin brod, så han
kan lægge hovedet til hvile med et: lovet være Gud i
Jesus Kristus! Det gælder kun, at bevare troen i tå l
modighed!