HammerichEtLevnetsløb

261

anelser, tro, digtning, tanke ere i hinanden og gennem-

tindre hinanden i livets enhed. Derfor har vantroen

også uden videre villet stille dem jævnsides med heden

skabets myter, med hvilke de har den vidunderlige

romantik tilfælles. Fuldstændigt blind er den naturlig

vis for grundforskellen mellem Guds sandhedsånd og en

drømmende verdensånd, selv hvor der drømmes så stort

som i vølvens varsler, da hun dukkede sit hoved op over

tidernes hav.

Sammenligne vi synerne om fuldendelsen med dem

om kampen med Antikrist, da er de ikke slet så gåde

fulde, har også både i tanke og udmaling mindre ved

sig af det kolossale, der næsten forfærder. At t a n k e -

b i l l e d e t (symbolet) ikke des mindre træder meget

stærkt fræm i dem, mærkes dog straks på udtryk som

.„lammet“, „lammets trone“, „de fire væsener“. Det må

og være så, når en anelse skal kunne vækkes om over

naturlige, endnu uvordne tilstande, som langt overstige

endog den {eventyrligste indbildningskraft.

Tanken kan ved første øjekast være lige fræm over

vældende og trodser al form. Man prøve en gang på

at forestille sig det himmelske Jerusalem, bygt i firkant

(kubus), 300 mile langt og lige så bredt, lige så højt,

hvis ellers den læsemåde er den r e t t e : det synes os en

umulighed. Men så kommer hint vidunderligt dejlige

billed til af „kærlighedens guldprude s tad“ og herlig

heden der inde, og tanken, uforståelig i sin kæmpestor

hed, får med ét anelsesfuldt liv; her har vi tilknytnings

punkter.

Af og til udtales den lige fræm: „staden“ , heder

det, „trænger ikke til solen eller månen, ti Guds herlig

hed oplyser den“. Hvilken dybde i de stilfærdige ord!

Andensteds i synerne har billedet igen overvægten og

former sig for os uden vanskelighed; med sin højhed

forener det altid gudslivets hele ynde. Og bag dem alle

ligge h i m m e l s k e v i r k e l i g h e d e r .

„Intet her kan