261
anelser, tro, digtning, tanke ere i hinanden og gennem-
tindre hinanden i livets enhed. Derfor har vantroen
også uden videre villet stille dem jævnsides med heden
skabets myter, med hvilke de har den vidunderlige
romantik tilfælles. Fuldstændigt blind er den naturlig
vis for grundforskellen mellem Guds sandhedsånd og en
drømmende verdensånd, selv hvor der drømmes så stort
som i vølvens varsler, da hun dukkede sit hoved op over
tidernes hav.
Sammenligne vi synerne om fuldendelsen med dem
om kampen med Antikrist, da er de ikke slet så gåde
fulde, har også både i tanke og udmaling mindre ved
sig af det kolossale, der næsten forfærder. At t a n k e -
b i l l e d e t (symbolet) ikke des mindre træder meget
stærkt fræm i dem, mærkes dog straks på udtryk som
.„lammet“, „lammets trone“, „de fire væsener“. Det må
og være så, når en anelse skal kunne vækkes om over
naturlige, endnu uvordne tilstande, som langt overstige
endog den {eventyrligste indbildningskraft.
Tanken kan ved første øjekast være lige fræm over
vældende og trodser al form. Man prøve en gang på
at forestille sig det himmelske Jerusalem, bygt i firkant
(kubus), 300 mile langt og lige så bredt, lige så højt,
hvis ellers den læsemåde er den r e t t e : det synes os en
umulighed. Men så kommer hint vidunderligt dejlige
billed til af „kærlighedens guldprude s tad“ og herlig
heden der inde, og tanken, uforståelig i sin kæmpestor
hed, får med ét anelsesfuldt liv; her har vi tilknytnings
punkter.
Af og til udtales den lige fræm: „staden“ , heder
det, „trænger ikke til solen eller månen, ti Guds herlig
hed oplyser den“. Hvilken dybde i de stilfærdige ord!
Andensteds i synerne har billedet igen overvægten og
former sig for os uden vanskelighed; med sin højhed
forener det altid gudslivets hele ynde. Og bag dem alle
ligge h i m m e l s k e v i r k e l i g h e d e r .
„Intet her kan