648 / 657
2 5 8
og som sang går det gennem luften: „ære være Gud i
det høje, fred på jo rden!“ Djævelen er bunden, synden
brudt som ■ samfundsmagt mellem de mennesker, der
endnu leve på sædvanlige dødeliges vis. Idealerne stråle
og herske, kirke og stat smelte sammen, ti nåden er
magten, åndsmagten, som de o p s t a n d n e eller for
vandlede r e t f æ r d i g e , p r æ s t e r og k o n g e r for Gud,
nu dele med sønnen. „Den elskede s tad“ (Job. åb. 20,
9) er bygget, hellighedens og skønhedens stad, på en
jord, hvor forklarelsens kræfter alt røre sig og varsle
det, der skal komme, så vi se ud over hensvømmende,
hentindrende vidder, fulde af Herrens herlighed. Dér
åbenbarer han sig for sine udvalgte, som han i Eden i
aftensvalen vandrede med Adam, og de ræddes ikke
længer for ham.
Nu er de fyldte med den kærlighed, som evigt hen
giver sig og evigt modtager, nu er de kaldte til m a n d
d o m s d å d og himmelsk arbejde, og sjælens muligheder
træde alle ud i virksomhed. Selv deres tanke, deres
blik har skabende kraft, så trode de gamle; og som
Jesus i de 40 dage mødes nu de, skjult for verden, med
brødrene i den end uforklarede menighed på jorden.
Nu først er p e r s o n l i g h e d e n fuldbåren „efter ånd,
sjæl og legeme“ (1 Tess. 5, 23), fuldbåren, skønt ikke
hélt udvoksen. „Endnu,“ siger Irenæus, „modnes de til
uforkrænkelighed og vænne sig i Herrens samfund til at
fatte Gudfaders herlighed, endnu se de ikke Gud“ ; her
hen peger vist Herrens ord i hans ypperstepræstelige
bøn: „jeg i dem og du i mig!“ (Joh. 17, 23). Som for
klarelsen i hans legeme stadigt voksede i de 40 dage,
så vokser den også hos dem.
Men i Sønnens strålende rige, hvor miskundhed og
troskab mødes, velfærd og retfærd kysses, hvor Ånden
er udgydt i al sin vælde (Joel 3) nærmer v e r d e n s
h i s t o r i e n og hvert enkelt menneskes historie sig sit
m a l: alle Guds børns åbenbarelse i den gudbilledlige