644 / 657
f
tidernes lovsang, som et tonende hav for „den gamle af
dage, der er og var og kommer“, og for Sønnen, der
købte os med sit b lo d ; og himlens hærskarer sv a re :
halleluja, amen! Dér skal den, som tror, skue dem og
lovsynge med dem: Herre, du nådens Gud, det har du
gæmt ham til, det gav du ham at stride f o r ! „Og det,
vi elske“, sige Mystikerne, „i det forvandles vi.“
Over for det endnu ikke åbenbarede må anelsen
kalde billedet til hjælp. Forestiller jeg mig dem nu i
det paradis, sjælenes og synernes land, hvor de er
hjemme, da er det mig, som så jeg dem svæve i et lifligt,
dugsvalt morgengry til Herrens dag. Det lysner i luften
over bjærgene, morgenvarslende suser vinden, det dufter
fra liljefloret, og stille risle Edens kilder; mens fugle
vågne, den ene efter den anden, og lokke og kalde, og
klokkerne kime første gang til den store sabbat. „Sjælene
virke“, siger Tertullian, „men dog ikke fuldkomment,
de tænke, de ville, de føle, men til at fuldbringe vænte
de på kødets opstandelse“. Kærligheden øser af livsens
kilder, kraften og håbet vokser vidunderligt, men dåden
udadtil kan endnu kun svagt røre sig, og salighedens
fuldeste fylde fattes i legemløse sjæles land.
Derfor er der endnu rum i dette hvilens paradis
for alskabningens l æ n g s e l efter Guds børns frihed,
efter vort legems udløsning (Rom. 8, 19—23). „Herre,
du hellige og sanddru, hvor længe tøver d u ? “ lyder det
fra blodvidnerne, et suk som den kurrende dues i klippe
kløften. Og dem blev svaret: „vænter og hviler end en
liden stund, indtil eders brødres tal er fuldt!“ (Joh. åb. 6,
9— 11.)
Dette er da de syner ind i alle sjæles land, Herrens
Ånd åbner os, så livsalige, så trøstefulde for den, der
står midt i kampen. Tusind spørgsmål rejse sig, når
jeg nøjere vilde trænge ind i forståelsen af den trinvise
udvikling til uforkrænkelighed, eller samle så mange, tit
hinanden modsatte eller svagt dæmrende træk til et
254