HammerichEtLevnetsløb

249

Vi har set dem — jeg taler på menneskelig vis — i

den stille, dunkle klostercelle, hvorhen ingen lyd fra

denne verden kan n i det „hjærtets kapel“ , de gamle

Mystikere véd om at sige; i selvfordybelsen med sin liv

salige fred og hvile, som vi travle børn af det nittende

hundredår så tit af hjærte sukke efter, i hin ensomhed,

Herren selv søgte i sit køds dage, når han gik op på

bjærget alene, for at bede. Er skildringen af deres til

stand da dermed bragt til ende? Eller hvad er det for

mægtige toner, højtidstoner med evighedens fylde i sig,

der hist lyde den frelste sjæl i møde? Duftende palmer,

strålende skikkelser åbenbare sig.

Den store, hvide flok, vi se,

som tusind bjærge, dækt af sne,

med skov omkring

af palmespring

for tronen, hvo er de?

Det er den helteskare, som

af hin den store trængsel kom

og har sig toet

i lammets blod

til himlens helligdom!

Dér holde de nu kirkegang

med uophørlig jubelklang,

i højen kor,

hvor Gud han bor

blandt alle engles sang!

„De hungre ej og tørste ej, og solens brynde falder ikke

på dem; ti lammet, som er midt på

t r o n e n ,

skal vogte

dem og lede dem til livsens vandvæld, og Gud vil af

tørre enhver tåre af deres øjne“ (Joh. åb. 7, 9—17.

Ebr. 12, 22—23). Det h im m e l s k e J e r u s a l e m er de ,