HammerichEtLevnetsløb

246

hed uden dette uforklarlige, uudsigelige, denne mystisk

søde dragelse til det, vi elske? Når skriften taler om

de „uudsigelige sukke“ , de „lønlige b rø s t“ , om ordets

sæd, der gror også mens mennesket sover, peger den i

samme retning. Hvo har vel til fulde kunnet gøre sig

rede for det, Åndens nådefulde arbejde og Herrens ord

og indstiftelser ha r været for h a m : dåbens genfødende

kraft, Kristi blods samfund, som begge skjult gennem-

stråle både legeme og ånd?

Kun spredte vink har jeg kunnet give om vor sjæls

hemmeligheder, men hvad de ha r virket, vil hist vorde

åbenbart og høre med til vore minder. Ind i disse

tanken s, følelsens og viljens inderste l ø n k a m r e er det

nu, vi må tænke os, at den „udvikling til uforkrænkelig-

h e d “, Irenæus omtaler, vil gå, altid rigere og mere h a r

monisk, altid dybere indad: til de l i v e t s k i l d e r , hvor

fra alt udvælder, både det, der kom fræm som selvliv,

og det, der end ikke kom fræm, lige indtil de næppe

anede ævner og kræfter, som dog, fødte med sjælen, fra

evighed til evighed vil være dens lyst.

Da skal det lysne over dem alle og deres forhold

til Guds rige. Hvad jordens er, falder bort, og form

erne skifte fra tidens til evighedens; men alt det, der

stammer fra Gud, er åbenbarelse af én side af herlig

heden uden mål og ende og vil med stigende klarhed

vorde dens spejl. Al sand m e n n e s k e l æ n g s e l , kunst

ens og vidskabens idealer, „folkenes glans og ære“

(Joh. åb. 21, 24), hele det menneskelige ånds- og kultur

liv, hele det menneskelige hjærteliv vil i dette hjem

vokse den guddommelige vækst og altid klarere få Ånd

ens præg: „helligt for Herren“ (Sakar. 14, 20—21).

Har vi ikke allerede her nede et varsel derom, når

nådens time kommer til et menneske, og hans indre kan

blive som forvandlet, fordi han har fået syn for så meget

stort og godt også i denne verden, han tidligere var

blind for?