642 / 657
2 5 2
lys, og for hvis sjæle vi dagligt sukke til Gud! De fare
måske herfra eller er faren herfra, uden levende tro på
den eneste, der kan frelse. Er da alt håb slukket, er
der ingen redning mere for dem? Herren nedfor jo
dog at prædike for alle sjæle, og gennem den gamle
kirke gik det som sandsagn fra mund til mund, at fromme
døde, ligesom deres Herre og mester, forkynde evangeliet
for „ånderne i fængslet“ i de dødes rige.
Sagte hvisker det ind i hjærtet: „håb selv imod håb,
når der blot ikke er syndet mod Ånden, som hverken
kan tilgives i denne eller i hin verden (Mt. 12, 31—32)!
Den rygende tande skal ikke slukkes, sjælen må komme
til den store, endelige afgørelse! Håb til ham , helten
fra Golgata, som sprang over det svælgende dyb og tog
selv fængslet fangent“ !
Så længe alt endnu er frihedsudvikling, tør vi vel
håbe på en o m v e n d e l s e s m u l i g h e d , om den end —
vi véd det ej, Gud véd det — skulde gå gennem en
virkelig skærsild, piner, livet her ikke kænder til. I det
hele turde det gamle ord vise sig som evig sandt: „hist
vil vi undre os over at træffe mangen, vi ikke havde væntet
dér, men og savne så mange, vi havde væntet at møde, og
hvad der allermest vil undre os, er, a t vi selv er der.“
Dybt i vor natu r ligger det håb, at døden ikke hélt
kan have sønderrevet b å n d e t mellem os, der enduu
leve, og dem, der ere d ø d e i Herren; og den, som tror
på de „ h e l l i g e s s a m f u n d “, har visheden.
Bøje vi
her ikke knæ sammen i Jesu navn med dem hisset?
Har de ej med „Abraham set Herrens dag og glædet
sig“, alt inden han for ned til de døde; følge de ikke
Guds kirkes skæbner på jorden, sukkende eller jublende
(Joh, 8, 56. Joh. åb. 6, 9— i l . 12, 10— 11), og dele
engleglæden over en synders omvendelse? Ti her i den
stridende kirke midt i verdenslarmen, og hist i den sej
rende i sabbatfreden har G u d s r i g e dog en og den
samme h i s t o r i e .
Og kun i forening „kan vi og de