641 / 657
251
dér, hvorhen englene bære sjælen. Og paradisets strål
ende menighed, er den „i legemet eller uden legemet,
vi véd det ikke, Gud véd det“ (2 Kor. 12, 2 - 4 ) ; men
de genløste sjæle stå i levende s am f u n d med hinanden
indbyrdes og Guds engle, som de stå i samfund med
H e r r e n , og i det samfund er glæden evigt rig. Det er
vor tro og vor trøst!
Disse hellige syner er sandelig mere end blotte
syner, ti bag dem ligge himmelske v i r k e l i g h e d e r ,
som de ligge bag ved englesynet julenat og englesynet i
den tomme grav. „Forstå vi ikke nu, hvad Herren gør
med sjælene, skal vi dog en gang forstå det“ (Joh. ev.
13, 7).
Der svæve I da, I hjemgangne alle, nære og fjærne;
i sjælenes land svæve I som lysende skikkelser, mange
fold gennemstrålede af hans nåde, på hvem I trode!
Dér har englen sunget for sjælen, da den vågnede af
dødens dvale, som i det oldengelske kvad:
„vej og vandring
vorde dig salig,
over dig åbnes
Guds åsyns glans!“
Dér spejler sjæl sig i sjæl, dér er I åbenbare for hver
andre i kraft af de evighedens magter, som må tænkes
forklarende at gennemstrømme selv tiden og rummet!
Dér virke I på hverandre, tale med hverandre i lyset,
som Abraham og Lasarus! Der svæve også I , „hvis
sjæl her nede var min sjæl og hvis hjærte var mit
hjærte“, I mine f o r u d g a n g n e elskede, som nu visselig
hist bede med for min frelse! Dér skal de gamle dage
vorde ny, da vi sad sammen i stille, glade timer, og
atter skal vi af Guds nåde mødes, åsyn mod åsyn og
favn i favn, til lovsang for ham, hvis vej er en evig vej.
Men de nu blandt vore kære — ak i vore dage alt
for mange — , som endnu ikke kom til den store af
gørelse, for eller imod, endnu ikke har set lys i Herrens