640 / 657
2 5 0
som dages i synet, mecl „de saligfuldendtes å n d e r “ —
netop derfor hører det til mellemtilstanden —, med den
„utællelige storflok af alle hedninger og stammer og folk
og tungemål“ , under dette „hav af himmeltoner“ , hær
skarernes store halleluja.
E r det atter et af hine syner, der trøstefuldt og
saligt daler ned til den ensomme sjæl under selvfordyb
elsen? Nej det er andet og mere end et syn. De tale,
de synge, dé tindre, de stråle, „kronede med evighedens
guld“ , alt er som fuld virkelighed; og alligevel stå vi
endnu i Åndens verden, og ånder er det, som åbenbare
sig. Hvo kan fatte det, der ser ud som selvmodsigelse?
Man ha r ta lt om „mellemlegemer“ , ånderne kan have
iført sig, og man ha r talt om rent æteriske legemer, ud
strålinger af opstandelseshåbet og forbilleder for den
kommende forklarelse. Hvad er sandheden? É t tør vi
kun sige: i sjælen som i legemet beredes opstandelsens
store time, derom ha r vi vink nok i skrifterne.
Og hvor ligger da p a r a d i s e t for de døde, det
parad is, Herren åbnede ved sin nedfart? Den gamle
kirke peger nedad, på skyggedalen, gennemstrålet af
„morgenrøden fra det høje“. Johannes og Ebræerbrevet
pege derimod opad til det „himmelske Jeru salem“ , og
opad så Stefans bristende øje og så sin frelser. Atter
stå vi over for en guddommelig løndom, som endnu ikke
er åbenbaret. Eller hvor findes den, som har andet end
en svagt dæmrende forestilling om, hvad tid og sted vil
sige, gennemvirkede, skønt endnu ikke fuldt forklarede
af evighedens kræfter i alle sjæles land? Dér må sjæl
ens flugt vel være som tankens, mere snar end lynet;
dér må det fjærne være nært og det nære fjærnt, i går,
i dag og i morgen slyngede ind i hinanden, så alt kan
kaldes „den liden stund, tusind år som én dag og én
dag som tusind å r “.
E r da paradis oppe i himlen eller nede i dødsriget,
eller måske begge steder, evigt godt er det dog a t være