635 / 657
245
m isbrugt til læren om det altslugende intet. Lige fuldt
bærer den dog en dyb sandhed i sig, ingen skal være
villigere til at hævde det end jeg, som alle mine dage
har følt dette ubevidste som eu magt over mig.
Det gennemstrømmer vort følelsesliv, vort viljesliv,
ja selv vort tankeliv. Med ét kan vore tanker over
skyes af en stemning og dæmre hen i ubevidsthed. Sker
dette ikke og må stemningen derfor vige en stund, kom
mer den ikke des mindre igen, hvis der er noget ved
den, og lysner stundum fræm i de klareste, mest selv
bevidste tanker, den kraftigste vilje, eller river os med
sig, som den river skjalden med sig, så vi kan udsige
det, vi ikke selv forstå. Hænde kan det også, at noget
ny t, noget lysende uden foregående stemning falder ned
i sjælen ligesom fra oven. Var det vor engel, den
genius, hvorom hedninger drømte, der hviskede os det?
Selv det mest dagligdags menneske kan have sådanne
øjeblikke, hvori hans ånds skjulte fylde giver glimt
fra sig.
Det ubevidste kan komme som en hellig indskydelse,
og det kan komme som en dæmonsk. Tankelyn, der
in te t har a t gøre med grundretningen i vor sjæl, fare
på os med ét slag som noget fremmedt ondt og blænde
sjælen, eller tåger lægge sig om den; og det onde når
en magt, vi af os selv ikke kan værge os imod.
Her er hemmeligheder, mon nogen i denne verden
h a r nået til bunds i dem? Kan der da blive talen om
ansvarlighed og tilregnelighed over for dette mægtige,
ubevidste geniusliv i os? Sikkert er det, at fandtes det
ikke, da vilde sjælens kilder tørres ud, ti særligt gennem
det, som rastløst arbejder både dag og nat og aldrig
slum rer, hænger selvlivet åndslegemligt sammen med
a l l i v e t , åndernes verden, g u d s l iv e t , disse evighedens
kildevæld.
E r ikke det bevidstes og ubevidstes møde den dybe
løndom i al mystik, al kærlighed; eller hvad var kærlig