HammerichEtLevnetsløb

2 6 0

hvori hvile og dåd, fortid og nutid og fræmtid er vordne

ét; „der skal ikke være nat længer“ (Joh. åb. 22, 5).

Saligheden er f æ l l e s med sin evige hvile og evige virk

somhed, som hører „livet“ til (2 Kor. 3, 18 og Irenæus),

tro og håb og kærlighed blive evindeligt, forklarede til

himmelsk klarhed. Dog efter Guds lønråd er der i

„faderhuset med de mange boliger“ f o r s k e l på herlig

hed, „som den ene stjærne overstråler den anden“. Og

hver er alligevel, efter sin ejendommelighed, spejlbilled

for én side af guddomsglansen; og fordi de er ét i Gud,

har de den fuldkomne kærligheds glæde i ham og i

h i n a n d e n . „Enhvers ære vil være alles ære og alles

atter enhvers“ (Lucidarius).

Gennem himlene og jorden går verdensfuldenderens

vej, „hans, som ved sit korses blod har bragt en evig

soning både til det, som er på jorden og i himlene“

(Kol. 1, 20). Med menneskets længsler er derfor også

a l s k a b n i n g e n s opfyldte, og den er genfødt og gen

bragt i Kristus, som den fra evighed „stod for guds

åsyn“ (Es. 66, 22). H i m l e n e og j o r d e n ere bievne

n y e , de udgik fra Ånden og gennemlyses nu af Ånden,

gennemstrømmes af hans kræfter, som alt her i brødet

og vinen skænker os sit legeme og blod. Det ny J e r u

s a l e m er dalet ned, tusindårsrigets varsler har alle

nået den fulde forklarelse.

Fordyber jeg mig i uforkrænkelighedens tilstande,

når alt vorder „helligt for Herren“ og derfor — jeg

vover ordet — sakrament, må vel det spørgsmål vende

tilbage med dobbelt styrke: hvad er i den profetiske

skildring da billede og tanke, og hvad er virkelighed?

Med dobbelt styrke, ti Herrens sejrsrige knytter sig dog

langt nærmere til den virkelighed, vi kænde, end fuld

endelsen kan gøre.

Det går med de sidste ting i det hele som med de

første, kun i syner kan de åbne sig for os, helligt dæm-

rende syner, hvori virkelighed, historiske minder eller