611 / 657
221
sin menighed, men han har altid vovet noget for sin
overbevisning*).
E t v i d n e s b y r d er herved aflagt mod dem, der i
blmdhed har kastet et s køør a f and over en forening,
hvor madstræo og socialisme og åndløshed har sine kårne
målsmænd. Om ledernes tyranni kan blive brudt, om
gårdmandsstanden, landets styrke, vil kunne afryste åget,
om gæringen vil sætte sig og noget godt for menigmands
og hele folkets frihed kan føres fræm gennem den: alt
det er skjult for os. Men en glæde og trøst er det i
onde dage at kunne kæmpe for idealerne. Og der er
*) En måned efter at jeg havde sluttet disse meddelelser fra mit
levnet, fik jeg luft på venn em ød et i Odense 1874; jeg havde,
efter mine erfaringer, aldrig troet, det vilde lykkes, og kom
kun der over, fordi jeg ikke kunde modstå P. Rørdams over
talelse. Vi mærkede snart, hvor stærk frygten for et brud
var hos dem, der i grunden var politisk enige med os, de
gjorde nu alt for at holde os tilbage, men vi stolede på den
Gud, som er sandheden. Rørdam talte om den lydighed, en
Kristen er øvrigheden skyldig, og „talmajestætens“ forfærde-
lighed. Så sang man Grundtvigs bjarkemål: „sol er oppe“,
første gang hørte jeg her dets nye tone, der klinger som
sværd, når de mødes, og ordet blev givet til mig. Jeg ad
varede for det „forenede venstre“, som en pagt mellem ånd
og uånd, spurgte, hvorledes den mandige Grundtvigs venner
kunde vise den ligegyldighed for Danmarks forsvar og den
kølighed mod vore sønderjydske brødre, og bad dem først og
sidst dog at tro på ånden og ikke leñe med den. F. Boisens
og Bergs genmæle mod mig led af en vis mathed. Man havde
af og til hysset ad mig, det glædede mig, sa vidste jeg, jeg
havde rammet, og jeg gentog da atter de udhyssede ytiinger.
Efter mødet har jeg fået den varmeste tak af mangfoldige for
de ord, jeg dér fik sagt. P. Rørdam gned sig i hænderne og
sagde: „jeg er til mode som biskop Magne i Bergen, da han
slap for at blive hugget ned på kongeborgen af Sigurd Jor-
salafar, hvem han irettesatte, kom lykkelig ud på gaden og
knipsede dér ad hvert barn, han mødte.
„For jeg gjorde
hvad jeg burde, Gud til ære, og er nu derover så inderlig
glad“, sagde Magne.“