612 / 657
222
a lt under kampen kommen større k l a r h e d i tingene
og peget på åndsmodsætningen, på tro på ånd og lefleri
med ånd, så de, der vil se, nu også må kunne se. Gud
råder, han h a r før skabt nyt af en endnu væ rre tilstand,
og hvor åndens banner vajer med den indskrift: „sandhed
er rigest (mægtigst)“, dér er håb selv mod håb.
Jeg er medlem af det kongelige selskab for dansk
sprog og historie og har i en række år haft sæde i
styrelsen for det danske literatursam fund. Min stilling
som p r o f e s s o r krævede vedholdende studium, og, som
jeg nu en gang er skabt, m åtte jeg også skriftligt med
dele dets udbytte til and re; jeg læser gærne alt, jeg
læser, med pennen i hånd. Mine åndsævner ha r jeg
Gud ske lov i al friskhed, og jeg tror, jeg har noget
øre for det vordende i tiden, tro r også, jeg med årene
har fået mere rådighed over mine midler. Jeg hører til
dem, der modnes sen t, men alderen h a r så igen gået
let hen over mig, og endnu kan jeg være glad i de
unges kreds.
At lægge sjæl i værket, h a r jeg altid
tra g te t efter, det er, så vidt jeg kan se, til sand tarv
for videnskaben, og nu blev det, jeg oprindeligt dreves
til, for mig en samvittighedssag.
Har et æmne faldet ved mig, s a m l e r jeg ind fra
alle hold, hvor der findes noget, som på en eller anden
måde hænger sammen med d e t; selv det fjærn tliggen de
kan jeg bruge, nå r det blot sæ tter mig i den stemning,
arbejd et kræver. Det indsam lede l e v e r jeg nu i, hæ rer
det i mig i al um iddelbarhed og lader det dér ligge og
gro, idet jeg til andre tider drøfter og sigter det. Fø rst
står det for mig hélt formløst og ligesom tågesløret.
E fterhånden slår im idlertid tågen op hist og her, og jeg
får syn så på det ene, så på det andet; det er groet i
stilhed og i færd med at forme sig. P å én gang kan