609 / 657
219
fræm var os imod, men fordi de hverken vilde eller
tu rd e bryde med gamle venner. Da forlod jeg mødet
og måtte gøre det, kunde ikke andet, i nægtelsen så jeg
nsemlig et utilstedeligt partihensyn, der oprørte mit med
fødte frisind. At trænge igennem med et advarende ord
syntes ugørligt i denne kre'ds.
F ra det øjeblik frihedsrøret viste sig hos os, har
jeg været med. Dengang så de fleste af Grundtvigs
venner på mig som en vildfaren ånd, fordi jeg ønskede
Danmark sin ældgamle frihed tilbage; og nu se mange
af dem mig som vildfaren, fordi jeg vil minde dem om
lydighed mod øvrigheden og den kærlighed til land og
folk, der bør overvinde partilidenskaben. Og dog har
m it hovedsyn i hele den række af år været det samme,
mens de har gjort den umådelige svingning fra yderste
højre til yderste venstre.
Im idlertid gik „det forenede“, trods alt sit pjalteri,
til den største yderlighed, idet det n æ g te d e f in a n s
lo v e n og lod selv republikanske strømninger komme til
orde. Nu blev det klarere, hvilken trusel mod åndslivet der
ligger i alliangsen mellem ånd og uånd og den talebrug
om „folkeligt“ som ét med almuevæsen, den f le r t a ls -
m a g t, den skabte. Historisk set har det altid været
„døn lille flok“, trykket og truet, som førte fræmad.
Man tænke blot på oldkirkens heltetid, på reformationen,
på frihedskampene i England og Frankrig; og Grundtvig
var jo, som S. Kierkegaard sagde, „en laks, der svømmer
mod strømmen“, han havde gruet nok for flertalsvælden.
Komme masserne først i røre, få vi onde dage, som da
hele Romerriget kaldte sig kristent og glæmte kristen
dommen, da det halve Tyskland og hele Norden kaldte
sig lu thersk og glæmte Luthers ånd, eller da den fi ansko
revolution havde sine orgier. Et øjeblik kan mængden
gribes at „den lille floks“ store tanker
vi hai selv
oplevet det 1848 —, men føler den sig først som mængden,
er det ude med ånden og med friheden, og lovløset truer.