613 / 657
223
noget blive mig klart, atter ufrivilligt blive borte i tågen
og derpå ved en anden lejlighed dukke op på ny, og
det formet til en endnu større klarhed.
Jeg ved tit ikke ret selv,! hvor det går, men jeg er
under indflydelsen af hin dunkle, u b e v i d s te grund,
hvorpå hele vort selvliv hviler, hvoraf det fræmgår, og
hvorfra det henter sin styrke. Især er dette tilfældet
hen på aftenen, nar jeg sidder udelukt fra omverdenen,
fordybet i mine tanker, indtil tænkeævnen trætner og
længes efter hvile.
Da rykkes disse uvilkårlige fore
stillinger fra sjæledybet, blege skybilleder, om jeg tør
bruge det ord, mig ligesom nærmere og med ét kan de
vinde klarhed, formeligt lysne og blive til tanker, der
følge med i mine drømme eller vække mig op af søvne.
Ligeså om morgenen efter nattehvilen, ude i den fri,
friske n a tu r; her blander den da sine indtryk med det,
der slumrer i ånden, og ægger det ligesom fræm i min
bevidsthed. Aften og morgen er altid mine bædste timer.
Stemningslivet i og for sig leder dog på afveje, og
det vilde se meget galt ud, hvis ikke vilje og forstand
ho ld t det i stramme tøjler. Men jeg tror, de gør det
både her og på andre punkter; i alt fald arbejder jeg
med fuldt bevidst alvor på udrensniDg og udklaring af
stemningerne og glæmmer ikke grundloven for den sunde
livsudvikling. Måske derfor har jeg heller aldrig set
syner, i så henseende er jeg snarere for vantro end
overtroisk.
E r nu alt, den valgte genstand vedkommende, gennem
tænkt og føler jeg mig hjemme i æmnet, skrider jeg til
u d a r b e j d e l s e n . Dette har sine vanskeligheder, da en
del først under nedskrivningen kommer til sin fulde
klarhed. Jeg retter derfor meget, omskriver og gør
større eller mindre tilføjelser; billedet eller tanken skal
udformes, intet stå hen i tåger, vore dages krav på
n a tu r og virkelighed (realisme) skal ske fyldest. Mest
vel til mode bliver jeg, når sidste hånd skal lægges på