601 / 657
211
og det er næppe — hvad ellers ofte hændes — alene
en følge af at blive ældre.
Dens særkende er et rivende fræmskridt både i det
gode og onde, efter at å n d sm o d s æ tn in g e r n e med
friheden b ar fået større selvbevidsthed end før. Tro og
viden er begge livsmagter, og nu bar viden i sit hovmod
vendt sig mod troen, tit håner den den endog som et
foster af menneskelig dumhed; vantroen har nået til
hunds i hvad den vil. Nyrationalister i Sverige, Social
ister i Danmark, gudsnægtelse og åndsnægtelse i stigende
mål på lærestolene, ja selv hos menigmand! Ungdommen
er stæ rk t optagen af det praktiske liv, de materielle
krav, og forstår tit ikke engang de store livstanker, den
ældre slægt levede for. Man kan få det spørgsmål, om
de da måske har frelst Sønderjylland?
Ånd eller uånd, Kristus eller verden, det er nu
løsenet, og kampen er stående. I begge lejre ruster
man sig dagligt på ny af al magt, fra begge sider søger
man at drage det menige folk til sig, oplyse det på sin
vis og tage dets mange, endnu slumrende kræfter i brug.
Ti dets tid er i sit komme både „nationalt“ og „socialt“,
det føle vi vist alle.
Det gælder da fræmfor noget, at holde åndsmodsæt
ningerne k la rt ud fra hinanden, ingen plumret sammen
blanding! Og her er jeg ikke uden de største ængstelser
over den holdning, en del af G r u n d tv ig s venner ind
tag er; jo mere jeg havde væntet af dem til folkeløftelse,
des bitrere blev jeg skuffet. Mange kom til ham af
u k la r frihedstrang og med overdrevne forestillinger om
alle de æ v ne r, der skulde være at opdage hos den
danske almue, „om Danmarks vidunderlige lykke, og at
Gud ikke kan undvære det“ ; jeg véd den tid, ^jeg selv
var halvvejs borte i lignende forestillinger og gjoide mit
til at udbrede dem. Andre fulgte strømmen, da han
fik den med sig, så friske fyre kunde gøre lykke
i
verden bare ved at hede Grundtvigianere, og strømmen
14*