596 / 657
206
om Jerusalem , så skal der være uendelig jubel og glæde
nu, da de bygges op igen.“ E fter prædikenen fulgte
a tte r adskillig småsnak.
Mens menigheden sang, sendte Grundtvig bud og
bad mig hjælpe til ved altargangen. Det blev mig et
pinligt øjeblik, men var det ikke lige fræm en pligt a t
træde til her? Tid til overvejelse var der ikke, jeg
m åtte altså handle efter en um iddelbar følelse, og den
svigtede mig ikke. Jeg vilde i a lt fald dog ikke være
ene med Grundtvig ved altaret. Derfor henvendte jeg
mig først til kapellan Køster, der ytrede sig, som han
hverken vidste ud eller ind, og herpå til min ven, pastor
F. H e lv e g: „det går jo temmelig vidt over stregen ,“
sagde jeg , „og hvad skal vi da nu gøre? Tør De være
med ved altargangen, og tø r jeg d e t? “ „Der er,“ svarede
Helveg, „alligevel ingen ting endnu kommen fræm, som
strider mod tyoen, og jeg for min del ha r altid været
beredt på, a t Grundtvigs udgang af verden vel, trods al
forskel, kunde få nogen lighed med Søren K ierkegaards“.
„Så lad os to da,“ sagde jeg, „i Guds navn følges ad !“
Det gjorde vi og fik i præstestuen hver sin præ ste
kjole på.
Im idlertid havde Grundtvig haft dåb, han havde ved
den småsnakket med b a rnet og i det hele te t sig under
ligt. Derfra kom han tilbage i sin stol. „Jeg véd ikke,“
sagde han til os, „i det ene øjeblik, hvad jeg skal gøre
i det næ ste; alt får jeg givet på stedet. Derfor tænker
jeg også at søge min afsked, og det må vi alle, for på
den vis kan vi da ikke være p ræ ster i statsk irken .“ Jeg
spurgte, om han ved altargangen ikke vilde bruge fader
vor og indstiftelsesordene. „Jo naturligvis,“ svarede han,
„men en fri tilta le .“ A ltartjænesten begyndte, og jeg
tråd te ved siden ad ham, med det foresæ t a t afbryde
handlingen, hvis noget usømmeligt skulde indtræffe. Det
samme gjorde Helveg.