593 / 657
203
bruden , Karl den femtendes datter. Dø kan den tanke
nu en gang ikke. Derfor lykkedes det også endelig at
fa et nyt n o r d i s k k ir k e m ø d e samlet i København
1871; foresædet var atter mig overdraget, og tidens
spørgsmål drøftedes, navnligt da stillingen til Nyratio
nalister og Irvingianere.
Varslerne i D a n m a r k var ikke lystelige, ti faldet
havde været alt for dybt, det har splittet vort folk og
gjort den uundgåelige frihedskamp så hård. Det buldrede
og bragede under den nye g r u n d lo v s omdannelse, ved
hvilken lejlighed Grundtvig og Tscherning hånd i hånd
gik til kongen og bad ham nægte loven sin underskrift.
P artierne for løs på hinanden, og mellem dem viste
m a d s t r æ b e t , altid dristigere, sit grimme hoved, landet
blev rigt som ingen sinde før, og smør og svin og stude
og Tivoli er fristende magter. I S v e rig e stod det i
alt fald ikke bædre end hos os, trods den nye frie
grundlov.
Uden for Nordens grænser var den magt, hvis
vinger man ikke i tide havde stækket, bleven en skræk
for sine naboer; hele tiden var nu en „jærn- og blodtid“.
Ø sterrig og noget senere Frankrig så sig kastede til
jorden, da havde det lille Danmark dog stået længer
imod end det store Østerrig; det måtte gøre dommen
mildere om den slesvigske krig 1864. Men vor sidste
støtte i denne verden er falden med Frankrig, et torden
slag for os alle, Orla Lehmann tog sin død deraf.
De onde varsler var alligevel, Gud ske lov, ikke de
eneste, og hist og her lysnede det en smule. S ø n d e r
j y d e r n e holdt ud trods alle ørne og grænsepæle, og
freden i P r a g lovede dem frit valg i Nordslesvig mellem
Tyskland og Danmark. Alle følgende skuffelsel har
ikke kunnet døde deres håb, og det har sendt sine
mandigt djærve talsmænd til rigsdagen i Beilin. Af
dem kan Norden sandelig lære den kunst, at håbe
imod håb.