591 / 657
201
Derfor blev den store time spildt. Vi ere og blive
de tre små brøkdele af et folk, og nu tilmed, hver for
sig, sønderlemmede af fjender og kastede halft hundrede
år længere tilbage fra vor histories mål, Nordens enhed.
Vel må klagen derfor lyde som hos Jeremias, da han
græd på Jerusalems grus. „Hvor sidder folket så en
somt som en enke; hun græder svart om natten, hendes
venner er bievne troløse, de, som ærede hende, foragte
hende, og trøsteren, som skulde husvale hendes sjæl, er
langt b o rte ! Hendes seere skuede dårlige og forfænge
lige syner og åbenbarede hende ikke hendes brøde.
Vor arv er vorden til barbarers arv og vore huse til
fremmedes huse! At man knuser alle fangerne på jorden
under sine fødder, at man bøjer en mands ret, at man
fordrejer folkets ret — har Herren ikke set det? Vort
hoveds krans er affalden; ve os, ti vi have syndet!
O Herre, omvend os dog til dig, så vorde vi omvendte,
forny vore dage som i fordum tid! Min del er Jehova,
sagde min sjæl, og derfor vil jeg håbe!“
Så, sagde jeg til mig selv, så er Nordens kår nu,
alt passer ord til andet på Danmark! Lad os i det
mindste have mod til at se os i vor sande skikkelse og
ydmyge os for Gud! Er det ikke hans hånd, der 1848
satte F rederik den syvende på tronen og 1863 lagde
ham i graven, hans hånd, der med retfærdighed har
skiftet kårene for os? Hvad han har knust, kan han
rejse igen. Det gælder nu om at bie pa Herrens time
og hæ rdet af ulykkerne holde fanen oppe, leve og, skal
det times, dø under den i tro på ånden! Det gældei
om, a t hver gør sit, et trofast arbejde i det stille, og
her ligger så din lille gærning med! Du skal arbejde
dér, hvor du er sat, og vise de unge Guds veje gennem
tiderne; in tet andet i verden være dig af større vigtig
hed ! Hvor glædede det mig ikke siden at høre Madvig
ved en universitetsfest dybt rørt udtale sig i en lignende
retning!