587 / 657
1 9 7
des mindre gjorde hær og flåde dog sin pligt mod
kanoner af støbestål og tændnålsgeværer, fuldendt krigs
kunst og en knusende overmagt. D y b b ø ls to måneders
forsvar og træfningen under H e lg o la n d vil ikke glæmmes
i Danmarks årbøger. Men Dybbøl måtte falde, det var
længe forudset, og da Tyskland vel havde fået det i sin
magt, gik det ind på v å b e n s t i l s t a n d , ledsaget af
underhandlinger. Trods al Monrads kraft havde hans
m inisterium længe været for svagt til forholdene.
Sidst i juni måned 1864 blev det nye r i g s r å d
sammenkaldt, jeg havde stillet mig og blev valgt i min
forrige folketingskreds i Vejle, tre dage før den by faldt
i fjendens hænder. Det stod for mig som ligefræm pligt,
til det yderste måtte jeg med til at værne om Sønder
jylland. Jeg løsrev mig nu fra studiet af Anders Sune-
søns levnet, hvor jeg en stakket stund havde glæmt øje
blikkets nød over samlivet med Valdemar Sejrs helte og
på ny sandet, at en sorg ikke altid hæmmer, men tvært
imod kan fræmme åndens frie rørelse. Derpå gav jeg
møde i rigsrådet.
Krigen åbnedes atter. Et par dage efter var Als
tag e t ved overrumpling, mens de tyske hære strømmede
ind i Nørrejylland; en østerrigsk flåde nærmede sig, og
der var intet sind mere til kamp på liv og død for
Sælland og København. Ny våbenstilstand altså, nye
u n d e r h a n d l i n g e r , begyndelse til en almindelig afvæb
ning. F r a n k r i g og E n g la n d havde glæmt cle høj
tidelige trak tater, der bandt dem til forsvar for Søndei-
jylland, de og hele Evropa så til og råbte: fred, fred!
Endnu kunde det have kvalt Prøjsens rovsyge i fødslen,
men det rø rte ikke en finger; hvor bittert har det ikke
siden m åttet angre det?
S t e m n i n g e n i det at alle, også de nærmeste
frænder forladte Danmark var trøstesløs. Når ulykkerne
skylle ind over et land, holde de onde ånder gilde,
dumhed og fejghed og frihedsnag. selvsyge, madstræ