582 / 657
1 9 2
Så hørte jeg den én gang, da hvert et blik var vådt,
vort gamle flag var strøget, vor stolthed fjendens spot.
Jeg véd den, som sorgen kan slukke!
Og a tte r var vidunderligt i tonerne lag t
den evige kærligheds genløsende magt.
Jeg véd den, som sorgen kan slu k k e !
Som væ ltet bo rt var stenen og frejdigt m it sind,
det var, som gode engle fløj ud og fløj ind.
Jeg véd den, som sorgen kan slukke!
Lad nød og trængsler true, kun strå og kun halm
kan brændes op i lue, men ej den ædle malm.
Jeg véd den, som sorgen kan slukke!
Den gløder og den lutres, da luerne sank,
den ligger dér i digelen, strålende blank.
Jeg véd den, som sorgen kan slu kk e !
Der visner ingen rose, der sløves in tet sværd,
der knuses in tet hjærte, som ej er det værd!
Jeg véd den, som sorgen kan slukke!
Hvad dybt og hvad evigt i folket er lagt ned,
det ha r sit skjul og skygge nu og i evighed.
Jeg véd den, som sorgen kan slukke!
Det kænder ej den vinter, som varsler ej vår,
det kænder ej den nat, som om daggry ej spår!
Jeg véd den, som sorgen kan slukke!
Ti over det der lyder og over det lød
en sang om livets sejr over grav, over død.
Jeg véd den, som sorgen kan slu kk e !