586 / 657
196
af had og harme, og knap véd jeg, hvorledes jeg h a r
kunnet slippe igennem det mørke.
Danevirkes rømning skete uden regeringens vilje og
vidende, den udsåede b itte r m istro overalt, og den var
en svar synd mod det danske fo lk ; dets modstandskraft,
hidtil usvækket, var b rud t i samme øjeblik, den skulde
prøves. Da Sverige og Norge trak sig tilbage, burde
vor lille hær aldrig have indtaget en stilling, som kun
Nordens samlede styrke måske kunde have ho ld t; men
stod hæ ren der nu alligevel, burde den have fristet en
kamp i stillingen. Var end det halve af den blevet
sp littet ad og hugget ned, mandefaldet havde dog langt
fra ikke været den ulykke som rømningen. Og hvo véd
d et? En fred på dette pu nk t, inden Prøjsen havde
prøvet sig fræm, hvor vidt det tu rde gå for Evropa, vilde
muligvis have frelst hele den danske del af Sønderjylland.
De 2 andre nordiske folk følte varm t for vor bitre
nød, og da Danevirke røm tes, hed det fra Stokholm og
K ristjan ia: „så stor en deltagelse har man aldrig før
se t“ ; dog hvad „broderen i nød“ trængte til, var sværd,
og kun en flok heltemodige frivillige b a r våben for os i
kampen. Kong Karl blussede ikke mere af den ridd er
lige harme, et par uger efter holdt han i offisérsamfundet
i Stokholm et velordnet foredrag om, hvorledes Dane
virke burde have været forsvaret. Og alligevel elskede
han Danmark; ko rt efter Dybbøls fald sendte han sin
plan om et nordisk statsforbund til kong Kristjan, og
et glad øjeblik var det ham, da hans d atter blev kron
prinsesse i Danmark. Man ha r ondt ved a t sætte sig
ind i et sådan t sind.
Såsnart kong Kristjan kom på tronen, havde t i l
b a g e s k r i d t e t s mænd rejst hovedet, adskillige generaler
hørte til dem og ta lte hø jt om det urimelige i „at slås
for en lap pap ir“ (den nye grundlov). Den stemning
havde det kloge Prøjsen gjort regning på og skuffedes
heller ikke. Ånden var vegen fra krigsstyrelsen, ikke