590 / 657
200
incle fra Tivoli med dansemusik og bajadsens skrål. Så
lagde en tåge sig om bevidstheden, ja jeg forstår, hvor
vanvidet kan tage et menneske helt. Så var det a tte r
ligesom om noget var i færd med at dø inden i mig, jeg
vidste knap hvad, jeg vidste kun, at det smertede.
Sådanne stemninger var det, som drev Monrad over
til Ny-Seland; også mig kunde det fare gennem hovedet:
du skal vandre ud langt, langt bo rt fra denne daglige
pine, du kan jo leve, hvor du vil!
Men uden for Norden kunde jeg ikke trives, og
hvorledes så det da ud i Norge og fræm for alt i Sve
rige, det land, som en tid syntes kaldet til leder i
Norden? Værre, endnu værre end i Danmark, derom var
jeg fuldstændigt enig med Birkedal. Hos de bædste
b itte r følelse af ikke a t have gjort sin pligt, som to af
Norges skjalde gav udtryk, der sved igennem; hos andre
urolig higen efter denne verdens goder, der m arvstjal
Gustav Adolfs og Karl den tolftes land. Så det i det
hele vel trøstefuldere ud i noget andet evropæisk land
end i Danmark? Altså blev jeg hjemme at dele kamp
og nød med mit m ishandlede, nedværdigede fædreneland.
Gud være lovet, de fristende ånder veg, jeg vidste,
hvor jeg skulde ty hen, og alle sorger gik r e n s e n d e
gennem min sjæl; jeg sled mig da løs med magt fra
drømmen om folkeåndens ypperlighed og så den orm,
der nagede. Nordens ånd, sagde jeg til mig selv, h a r
haft en stor time, det var os alt som den treløbne tråd
var tvundet; men denne slægt er ikke værd at skue,
hvad skjaldene havde varslet. Ti vi holdt kød for vor
arm og lovsang vor egen manddom og ære, og jeg var
med bland t dem, der lovsang; i søvn dyssede vi os med
højtravende slagord, skåler for Holger Danske og Karl
den tolfte, og glæmte over det vor pligt, at stå årvågne
og fuldt rustede. Vi spejdede rund t til højre og venstre
efter venner og glæmte troen på åndens magt.