588 / 657
198
Folkeånden var som borte, a lt var søndersplittet, alt
partivæsen, den ene trode ikke mere den anden, land
boerne opæggedes mod København; det, vi havde levet
og strid t for, blev dømt som vanvid. Selv offiserer talte
om „Københavnernes b lod tø rst“ , og a t det vel var
klogere, hvis man vendte sine våben mod dem end mod
P røjserne. Også i rig srådet hørtes af og til ugleskrig;
eller man så mænd, hidtil nøje knyttede til Sønderjylland,
kaste blikket uroligt til højre og venstre og i Danmarks
livssag stemme, som egen fordel bød det.
Mandige ord blev talte, de fald t som lamslåede til
jorden, det, der rådede i sindene, var den hårde nød,
og B lu h m e s miuisterium, der havde afløst Monrads,
sluttede f r e d e n i W ie n . Den stø rste ulykke for Dan
m ark vilde et Slesvigholsten været, den slap vi for, men
offerlammet blev Sønderjylland. B landt de 21 sønder-
jydske og kongerigske folketingsmænd, der stem te imod
freden, var også jeg, jeg kunde for a lt i verden ikke
give m it minde til, at fjenden satte sin hæl på mine
fædres grave. Alligevel véd jeg mig fuldt medskyldig i
m it folks brøde; vi havde ikke gjort vor pligt og stod
dér med sænket hoved. Siden den stund h a r jeg aldrig
sat min fod i Sønderjylland, fordi det ha r været mig en
umulighed; tanken på, hvad vi ha r mistet, kaster sine
skygger selv ind i mine gladeste øjeblikke.
Dermed var min politiske løbebane til ende, hvad
jeg havde arbejdet for, lå n e d k a s t e t i s t ø v e t . For
grundlovsindskrænkningen og det bluhmeske landsting
stem te jeg til sidst, da jeg så, det var blevet en nød
vendighed, hvis ikke bønderne ene skulde råde for a lt;
men kald til a t deltage i indre kampe følte jeg ikke og
holdt mig derfor tilbage fra de nye valg.