592 / 657
202
I disse tanker fandt jeg altså min fred, og sorgerne
for m it folk dulmedes, det var tit, som blev jeg rykket
helt bo rt fra tiden og dens trængsler; nu vidste jeg da,
hvad det var a t elske det ret, elske det i Herren, som
han elsker det. Men så mange år af mit liv m åtte gå,
så mange ulykker komme, inden jeg blev fattig nok til
a t stå ene med min Gud og min pligt, fattig og dog
så rig!
Han, som således har ledet mine veje, med eller
imod min vilje, til det mål, han havde sat, han leder på
samme vis hver enkelt sjæl, i og med det han leder den
hele store, uhyre store menneskehed; in te t er ham for
sto rt og in te t ham for lidet. Riger synke sammen, og
riger rejse sig, et folk med åndelig dybde nok til at
tro og derfor også til a t fornægte, er, ikke uden hans
tilladelse, ved uhørt heldige omstændigheder stillet forrest
i verden netop nu, da fornægtelsen er en magt. Men
de tusind miljoner tråde til de tusind miljoners skæbner
ligge alle i den levende Guds hænder: det er til at
svimle over for et stakkels menneske. Hvad han vil,
ikke hvad mennesker vil, skal ske, og selv gennem den
forfærdeligste vildgang af synd og dårskab og vanråde
går en evig vej. Lad da ham kun råde!
Jeg greb nu fat efter ævne og så virkeligheden
skarp t i øjnene. Hvorledes jeg derved kom til a t se på
N o r d e n s f r æ m t i d , kan man læse i den afhandling,
jeg meddelte i Hamiltons nordiske tidsskrift, andet bind.
Da' den store fællesnordiske tanke var lamslået, måtte
hvert af de tre små riger foreløbigt leve sit eget lille
liv. Efterhånden kom den alligevel a tte r fræm i nye
skikkelser, på de nationaløkonomiske, ju ridiske, n a tu r
videnskabelige som på skolelæreres og boghandleres
møder; ja selv på de folkelige og da vi hilste konge