HammerichEtLevnetsløb

208

var jo netop en kærligliedsgærning mod en ven i lians

tilstand. Vi gik derfor op til stiftsprovsten og gav ham

det skriftligt, a t både vi og mange andre af menigheden

var meget imod den afskedsp ræ diken, Grundtvig vilde

holde. Det par ord vilde han så sende Grundtvig i et

brev, hvori han tillige æskede oplysning om, hvad der

var sket i Vartov.

Skærtorsdag samledes en del af Grundtvigs venner;

alle var de fulde af ængstelser for den forestående

prædiken, og jeg nedskrev da en ko rt udtalelse om hans

„utilregnelige“ sindstilstand, som de andre så under

tegnede med. Med den gik rigsdagsmand Hasle og jeg

hen til stiftsprovsten, der ju s t i samme øjeblik havde

modtaget oplysningerne fra Grundtvig

0111

altargangen.

„Dronningen“, hed det her, „takkede mig med et engle

smil, som hverken skal glæmmes i denne verden eller

den tilkommende. Dog må jeg tilføje, at jeg så samme

englesmil på Ane-Marie fra Grundtvigs højskole (det

barn, han døbte), men siden græd hun, jeg kan forstå,

fordi hendes hofte gik af led“ , en hentydning til Jakobs

kamp mod Herren.

Da vi i manges navn bad Rothe hindre afskeds

prædikenen, trykkede han sig vel lidt, lovede det im id

lertid, hvis han tillige måtte sende vor skriftlige udtalelse

til Grundtvig. Det tillod vi.

Mens vi endnu talede

herom, kom M å r te n s e n lige fra kongen, der også havde

ønsket, at Grundtvig blev ho ld t borte fra prædikestolen.

Martensen havde iført sig hele sin bispelige værdighed

og var mindre behagelig; han talte om, a t børn var jo

tagne til altars med palm esøndag; „snart gik vel også

hele menigheden fra forstanden“, sagde han. „Men den

sag kan siden undersøges, og hvad man så skal gøre

videre derved“. Hans b itterhed mod Grundtvig skaffede

sig re t luft, så vi skiltes ad ikke i den allervenligste

stemning. Forbudet mod prædikenen blev nu udstedt,