600 / 657
210
skulde vaskes bort, skæres bo rt; man frygtede ikke uden
grund for, bvad han kunde falde på, så der blev tale
om at bringe ham til Oringe. Da tilbød en ung læge
sig af hans venner, han vilde flytte ud med ham til
Frederiksdal, blive i huset dér og lede helbredelsen; og
det skete så.
Dengang man nu kørte Grundtvig bort,
trode han, han skulde gæmmes for Prøjser-kongen, som
L u ther blev gæmt på Vartborg for kejseren.
Ude på F rederiksdal levede han i fuldkommen ro
og stilhed, hvor ingen fik adgang til ham, det vilde tab te
sig efterhånden, så han blev roligere, og efter et halv
års tid var sygdommen overstået. De hovne ben vendte
nu a tte r tilbage og fontanellen med alle alderdommens
skrøbeligheder, der under hans sygdom havde været som
blæste bort. Kierkegaard, den gang m inister, lod ham
så a tte r tiltræde æmbedet, skønt det mødte stæ rk mod
stand på højere steder. Om gudstjænesten palmesøndag
havde im idlertid både Helveg og jeg fået forespørgsel
fra kultusm inisteriet, og i svaret klarede vi fuldstændigt
for os og hævdede det, vi havde gjort, som re t g jo rt;
ministeren, Rosenørn-Teilmann, må have indset det, ti
vi hø rte ikke mere til sagen.
På en mærkelig måde h ar tidernes tegn alle vegne
skiftet i den sidste menneskealder. Hvilken forskel blot
her hjemme på hine dage med tarveligt agerbrug og
tomme havne, og nu, da stæderne vokse, så man næsten
ikke længer kænder dem, da mangen bondes gård ligner
herremændenes, og skibene mylre i hav nen ! Kun i åndens
verden er tegnene, den gang så lovende, nu bievne
tvivlsomme. Vor tid er paa én gang guldets og jæ rnets
tid, og det, skriften kalder kødets sans, er en storm agt
i den. Så er jeg efterhånden kommen til at se på den,
jeg lever ikke længer i det frejdige håb som fordum,