581 / 657
191
De første grønne urter, livor saftigt og blødt,
den første lille klokke, hvor nejed den sødt!
Der er det, som sorgen kan slukke!
Og bogfinkens kvidder og den dejlige luft,
den skære, blå himmel, den livsvangre duft!
Der er det, som sorgenkan slukke!
Det var mig, som hørte jeg fra himmel og jord
den evige kærligheds forjættende ord.
Der er det, som sorgen kan slukke!
Som vifted vårens engel med vinger og kom
og sang sin lille salme, uskyldig og from.
Der er det, somsorgen kan slukke!
„Den fugl,“ han sang, „som koldest i snedriven sad,
den svinger sig mod himlen mest lystig og glad.
Der er det, som sorgen
kan
slukke!
Hvor sneen fyged stærkest, hvor tykt og tæt den lå,
dér frodigst nu i knopper violbuske stå.“
Der er det, som sorgen kan slukke!
Og påskeklokker kimed, jeg gik i kirken ind,
end mod i hu og stille, men mindre tung i sind.
Jeg véd
den, somsorgenkan slukke!
Jeg hørte salmetonen, så mægtigt den lød,
en sang om livetssejr over grav, over død.
Jeg véd
den, somsorgenkan slukke!