576 / 657
186
Hans salmer og sange lød fra alles læber, og han
hilsedes i sin høje alder som en af Danmarks stormænd.
Hvor vidunderligt har Gud dog ikke brug t denne mand,
hans fræmadstormende kæmpesind og hans seersyner,
men sandelig også hans skrøbeligheder! Både lyder og
dyder måtte til, for i forening a t gøre ham til det,
han blev i styrelsens hånd: seeren, f o l k e v æ k k e r e n i
Norden.
Tallet på hans nærmere v e n n e r tog nu til med
hvert år, og de stod hændeligt i et andet forhold til
ham end hans ældste venner fra stridens og mis-
kændelsens dage. Tænker man på mænd som Rudel-
bach, Lindberg, Wexels, Stenersen, Flor, Fengerne, den
ebræiske Muller, P. Kierkegaard, P. Rørdam, Birkedal,
h a r man oprindelige natu rer for sig, ejendommelige hver
for sig og indbyrdes højst forskellige, og de sluttede sig
alle til ham med frihed. Også jeg hævdede mig i en
fri stilling og kom til ham med indtryk fra min moder,
min barnepige og Oehlenschlåger, der havde lagt de
ideale spirer ned i min sjæl. Hans yngre venner der
imod havde ikke set ham vokse under kampene sin
langsomme vækst, de nærmede sig ham først, da hans
tanker alt var i færd med at blive en magt i samfundet,
og så derfor op til ham, så de tit var nær ved a t over
vældes af hans storhed, og det des mere, jo yngre den
slægt var, de tilhørte. Der var dem, hvem hans ord,
selv når de ikke re t forstod dem, lød, som det lyder
for Papisterne, „når Rom h a r ta le t“, og dem, hvem hans
livstanker blev til stikord, der bragte en fræni i verden.
Under disse varsler tråd te da v e n n e m ø d e r n e
sammen, planen til dem udkastedes ikke af Grundtvig
selv, men hans hu stru og adskillige af hans v en n er; man
véd, at han for sin person ikke var nogen ven af gude
lige forsamlinger, hvortil møderne vel nærmest m åtte
henregnes. Man tra f på dem mænd og kvinder af alle
stænder og ikke fæ rrest af almuen; den kunde han og