580 / 657
190
Jeg sad så tavs og ene, med hånd under kind,
som tunge, tunge stene det lå på m it sind.
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Jeg tænkte på m it folk, på dets farer og nød,
de rænkefulde fjender, der spå det fald og død.
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Alt hjæ lpeløst og rådløst som båden, der gled
af strømmens hvirvler greben mod skumfossen ned.
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Hvor er det kække hjærte, den hånd så fast og tro,
som trø ste r sig mod strømmen vor liden båd a t ro ?
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Som på sit folk tø r stole, tø r tro på sin Gud,
som holder fast ved håbet: han frier os ud?
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Hvad eller er a lt håb kun som boble på vand,
og lider det mod vinter og nat for folk og land?
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Jeg sad så tavs og ene, med hånd under kind,
knap kunde jeg bede, så tung t var m it sind.
Hvor er den, som sorgen kan slukke?
Da gik jeg ud i lunden, sin rede med dun
alt stær og lærke tæ tted og gjorde den lun.
Der er det, som sorgen kan slukke!