HammerichEtLevnetsløb

189

det dog ikke, skønt enkelte af os havde håbet det.

Stemningen var ellers bevæget i en anden henseende.

Thomander tilhviskede mig de nyeste efterretninger om

forsvarsforbundet mellem Danmark, Norge og Sverige,

og ved bordet talte han stolte, djærve ord om Norden.

Nordens historie er ikke mindst i disse skæbne

tunge dage sammenslynget med mit livs historie. Mit

sæde på r i g s d a g e n indtog jeg endnu i to år efter at

være bleven professor og talte og stemte blandt andet

for den almennordiske mellemrigslov om dommes ud

førelse, den første i sin art. Jeg satte mig i spidsen

for en adresse til det danske mindretal i de slesvigske

stænder, den gang det med værdighed hævdede sin stil

ling; den fik 50000 underskrifter. I øvrigt var mad-

stræberne nu bievne dristigere, navnligt med hensyn til

vort forsvarsvæsen, et ondt varsel, og jeg måtte ved

given lejlighed foreholde dem, hvad dommen vilde blive

om et folk, „der roste sig af sin frihed og dog lod hånt

om frihedens pligter“. De svarede mig med latter.

Endnu var jeg i maj 1861 med ved overrækkelsen

til m inisteriet af de 71,000s adresse, der udtalte folkets

redebonhed, selv hvis det atter skulde gælde en kamp

for Sønderjylland. Men så foregik nye valg til rigsdagen,

og ved dem stillede jeg mig ikke. F ra mine vælgere

modtog jeg en smuk adresse med påskønnelse af min

virksomhed som målsmand i 7 år for Vejle amts tredje

kreds, én gang Orla Lehmanns og nu Thomas Nielsens

kreds. Så ændre tiderne sig.

E t digt fra denne tid, som jeg lod trykke i „Fædre

landet“, meddeler jeg, fordi både min og mange andies

stemning spejler sig i det.