574 / 657
184
kristusfjendske vantro. Her er troens enhedspunkt i den
hellige almindelige kirke.
P ro testan terne ere enige om retfærdiggørelse af
troen som m a t e r i a l t p r i n s i p ; hvilket denne tros
indhold er, siges im idlertid ikke, og først ved troso rdet
bliver det klart. De er endvidere enige om skriften som
f o r m a l t p r i n s i p ; men den mangetydige skrift trænger
til en nøgle, som, nafhængig af læ rd teologi, kan åbne
dens forståelse også for den enfoldige, og en sådan
nøgle er a tte r trosordet. Det h a r gamle Johan Gerhard
og mange teologer med ham hævdet i den lu therske
rettroenheds strengeste tid.
Altid vil vi ellers træffe den nøjeste sammenhæng
mellem trosordets og skriftens og Åndens vidnesbyrd, så
det ene styrker det andet og in tet kan undværes. Herren
ha r nådigt sammenføj et dem til tryghed for sin menig
hed, og historien viser os, hvorledes, efter tidernes vil
kår, sn a rt det ene og snart det andet træ der i for
grunden: i oldkirken tro so rd e t, med reformationen
skriften, med pietismen Ånden, og nu a tte r trosordet.
Det er kun grundlinjerne af m it syn, som her kan
drages fræm. Men i kraft af det fandt jeg det som pligt
a t blande mig i den på ny opblussende teologiske strid
herom, navnligt med hensyn til professor C a s p a r i s an
greb på apostelsymbolets oprindelighed. I et eget lille
s k r i f t ha r jeg, som jeg mener, godtgjort denne ad
historisk vej, idet jeg nærmest holdt mig til den romerske
kirke, hvorfra vi ha r fået symbolet. Det er kun et
sandsynlighedsbevis og kan ikke blive andet, ti, som
sagt, til andet og mere kan historien aldrig bringe sine
beviser.
Der var endnu et andet hovedspørgsmål, jeg fuldt
m åtte komme på det rene med, det om forholdet mellem
t r o og v id e n . Rasmus Nielsen hævder med styrke
grundforskellen mellem de to livskredse og fortjæner
ta k herfor også af dem, der ikke kan følge ham i hans