HammerichEtLevnetsløb

183

den enkelte personligt. En sådan er nu t r o s o r d e t

ved dåben, som tillige med nadverordet, Herrens bøn

og Herrens fred hører til det grundlæggende i kirken.

Det med forsagelsen lyder til mig som dåbsvilkår

ved indgangen til Guds hus, i korte, fyndige, enfoldige

ord. En hellig dankelhed hviler over dets tilblivelse,

dog for den troende står det som et o p r i n d e l i g t ,

i n s p i r e r e t ord, et Herrens ord, selv hvis man vil tænke

sig det samlet af apostler efter hans ytringer og under

vejledelse af hans Ånd. Af teologi er her slet intet, alt

er trosled, der „anbefale sig til samvittighederne“ og

kan fattes af den enfoldigste troende. Hvo der ikke

tø r tage skridtet så fuldt ud og derfor sætter trosordets

tilblivelse i „teologiens“ i steden for i apostlernes, i

„inspirationens“ tidsrum, har usikkert fodfæste. Men

hvo der vilde gøre troens krav (postulat) til „en fjærde

troens a rtik el“, han havde med det samme trådt troen

for nær.

Mod denne opfattelse af trosordet som Herrens ord

strider in g e n historisk k æ n d s g æ r n in g , lige så lidt

som mod bibelen som en Herrens bog. Vistnok har man

opkastet tvivl i mængde mod dets oprindelighed; det

lader sig imidlertid godtgøre med den højeste grad af

sandsynlighed — og videre når ingen historisk gransk

ning —, at det har holdt sig i den romerske kirke, som

det lød fra begyndelsen; og fra Rom kom det jo om

kring til hele Vesterleden.

I øvrigt er enhver Kristen til vished i sit troskrav,

det være nu krav om et helligt trosord med myndighed

eller en hellig skrift med myndighed, henvist til e r

f a r i n g e n s og Å n d e n s vidnesbyrd. Dér har også jeg

mødt Herren i hans ord. Og hvilket mægtigt våben mod

vantroen, det er, stadfæster netop vore dages erfaiing.

Trods de lærde indvendinger mod dets oprindelighed og

tilstrækkelighed har dog alle protestantiske Kristne lært

a t fylke sig om det som banner i kampen mod den