570 / 657
180
jeg følte mig ung igen med de unge. Noget æmne for sam
talen opgav jeg ikke, alt, vilde jeg, skulde udvikle sig
frit, og det gjorde det og. Jeg blev herved mere kændt
med studen terne, og de til gengæld sluttede sig nøjere
til mig og læ rte a t forstå mig bæ d re : fordele nok på
begge sider.
Der var im idlertid en mislighed ved disse vore
sammenkomster, som straks tæ rede på dem: de stred imod
hvad der i langsommelig tid havde været skik og brug
hos os, og vanen er en sej modstander. Man stiklede
til dem, der indfandt sig, og kaldte dem øjentjænere.
Så blev de mødende efterhånden færre og færre og til
sidst helt få; måtte dog en ny prøve herpå lykkes for
en anden læ rer med større ævner, end jeg måske har!
Universitetet, ud sat for hårde angreb, trænger sandelig
i høj grad til en sammenslutning- af professorer og
stu derende.
Jeg kom a ltså de unge ikke så nær, som jeg havde
ønsket, men til alle tider ha r der hersket det bædste
forhold imellem os; det har le tte t mig overgangen til
min nye virkekreds og gjort mig denne dobbelt kær. Lå
det æmne, jeg læste over, blot ikke alt for fjærnt, ha r
jeg kunnet gøre regning paa godt fyldte bænke, ved
visse forelæsninger, f. eks. Nordens kirkehistorie, og visse
øvelser h a r høresalen endog været propfuld. Ofte ha r
jeg hos studenterne fundet en levende kærlighed til den
gærning, de skulde tiltræde, en fast tro, som alle de
nyere angreb paa kristendommen ikke h a r kunnet rokke.
Sjældnere derimod mødte vågen videnskabelig sans mig,
den ligger ikke for tiden, og der er vist m indre idealitet
i ungdommen nu end for en tredive år siden.
Også med mine k a l d s f æ l l e r h a r jeg gærne, selv
n å r vi blev uenige, stået på en venlig fod. Kun ét å r
tegnede det noget anderledes, m it første dekanats år. I
det in d traf G r u n d t v i g s 50årige jubelfest, der fejredes
med sto r hø jtid ; jeg foreslog ham da hædret med diplom