567 / 657
177
hu stru, der elskede ham af hele sit hjærte. E t var
blevet ham det første og sidste, troens dybeste hemme
lighed, samfundet med frelseren ved den hellige nadver;
det talede han om, det levede han for, og det søgte han,
så vidt det blev ham muligt, hver søndag. Var der
måske noget heri, som han drev for vidt, drivfjedren
var dog den inderligste længsel efter hans frelser.
Ellers var hans sidste dage tunge. Han så kun
liden frugt af det, han havde arbejdet for, derimod store
åndelige søndringer og vildskaber, så han ikke kunde
tåle a t tale derom; „jeg er så træt, så træ t“, sagde han.
Det virkede vist med til at fræmkalde den tærende syge,
som endte hans dage. Vi, fru Neergaard og et par ven
inder sad ved hans dødsleje om natten den 5te maj
1859, han lå i febersyner, dejlige, trøstende syner: „hvor
for græder du dog, Julie? Jeg er så glad! Ser du ikke,
hvor de bygge dér, men de bygge uden hænder! Og nu
klæmte de med klokkerne i himmerige! Sejr, fred!“
Derpå sank han hen, smilede og var ikke mere; det er
skønt a t se en Kristen dø! Jeg holdt talen over ham i
Vartov kirke og bød ham det sidste farvel.
Så far da vel, hjemgangne sjæl,
far vel i Jesu navn,
du, hvem Guds engle bare sødt
hjem til din frelsers favn!
For verden synes mørk din vej
igennem grav og død,
men nåden vil omstråle den
med glans af morgenrød.
Hvad du har levet her og stridt
i Herren, til hans pris,
det er en arv umistelig,
gæmt udi paradis.