562 / 657
172
L. Helveg og mig, og han vilde se det som et held for
universitetet, hvis jeg kom på den plads. At få en mand,
der havde tag e t del i det praktiske liv, var også i og
for sig en vinding“.
Jeg ta lte om mine fræm tidsplaner, studiet af nyere
dansk historie. „Han vilde nødigt“ , svarede han, „tage
mig ho rt derfra, men her, forekom det ham, lå også et
mål, det var værd at arbejde for. Jeg havde vel hidtil
ikke m est syslet med teologien, han var im idlertid vis
på, at jeg både vilde og kunde gøre det, nå r det blev
m it kald. Vi var jo forskellige i vore meninger, det
vidste han, men han vidste tillige, det kunde blive til
gavn for de studerende, at høre teologien foredrages fra
synspunkter, der ikke faldt sammen med hinanden. Hidtil,
føjede han til, havde han kun ta lt om den sag med Mar-
tensen, Scharling, Wegener og for et halft år siden med
H all“.
Jeg udbad mig tid til nøjere a t overveje det gjorte
tilbud. „Hvad jeg holdt for sand t og r e t“, sagde jeg,
„kunde jeg naturligvis ikke opgive som professor; im id
lertid havde længere erfaring læ rt mig, at jeg kunde stå
sammen med mænd, der i flere måder tænkte anderledes
end jeg. Jeg håbede, det også her skulde vise sig.“
Nogle dage gik derpå hen, og jeg prøvede mig selv
alvorligt, om jeg i Guds navn tu rde tage imod et
professorat; dybt følte jeg, hvor meget det brøstede mig
på i alle retninger, på kundskaber og dygtighed, og jeg
havde heller ikke længer ungdommens bøjelighed, der
let sæ tter sig ind i nye forhold. Alt dette skræmmede
mig alligevel ikke tilbage, især da jeg i den måde,
hvorpå tilbudet kom, måtte se et vink fra oven.
Siden talte jeg med Grundtvig og Biædel, der begge
var af samme mening, „jeg havde jo i lang tid halvvejs
tilhø rt un iversitetet“, sagde de; så gik jeg til Clausen
og tr a f den endelige aftale. „Hagens sygdom“, mente
han, „drog sig måske i langdrag, i alle fald ønskede