552 / 657
1 62
rigsråder nedlagde sit m andat -og påkaldte Tysklands
hjælp. I de holstenske stænder rejste oprøret på ny sit
hoved , og også i de slesvigske stænder var Slesvig-
holstenerne stærke. Det knagede og rumlede i alle
statens fuger, Englands indblanding var mere til skade
end gavn, og kun Sverige og Norge stod afgjort på
dansk side; „E jderen“, hed det i statssk rifter herfra,
„er Nordens grænse, ved hvis overskridelse Sverige og
Norge vilde se sine egne, dyrebareste interesser i våde.“
I februar måned 1858 nedlagde forbundsdagen ind
sigelse imod både den h o l s t e n s k e og fællesforfatnin
gen, man truede med eksekution. Foreløbigt lod den
danske regering dem da hvile for Lauenborgs og Hol-
stens vedkommende og o p h æ v e d e dem 6te november
1858 for disse to lande. E jderpolitiken, som Sverige
altid havde tilrådet, var hermed bleven en nødvendighed,
men regeringen var langt fra a t gå dristigt fræmad på
den vej.
I rigsrådet så det imens kummerligt nok ud. Bluhmes
p a rti og en del bondevenner havde slået sig sammen, og
da loven krævede 41 stemmer afgivne, når en sag skulde
vedtages, kunde man blot holde sig borte eller undlade
at stemme, saa var enhver afgørelse bleven en umulig
hed. Den udvej blev også b rug t, og rig sråde t stod
hvert øjeblik i fare for et slagtilfælde, der kunde koste
det livet. Med nød og næppe fik regeringen under disse
omstændigheder loven om søforter ved København slæbt
igennem salen. Og rigsdagen var „bagbunden“, som
Grundtvig kaldte det i folketinget, „og det ha r jeg sagt
længe i forvejen“, føjede han til.
Man levede fra dag til dag, snart i ængstelser og
snart i skuffende håb om, at alt til sidst dog vilde ende
til gavn for det lille folk, som jeg i det mindste trode
alt for meget godt om. Dets mangehånde brøst kunde
vel ikke sjælden slå mig, endogså stærkt, men jeg vilde
så nødigt forstyrres i min gode tro og kunde da gøre
: