549 / 657
159
steg den almindelige velstand dag. for dag, og kænde-
ligst i bondestanden; handelen havde løsgjort sig fra
Hamborgs eneråde, og finanserne var gode, kunde nok
bære sit tab ved sundtoldens afløsning. Men velværet
h ar gærne en hel flok onde ånder i følge, pengegridsk-
hed , yppighed, madstræb, og de lod nu høre fra sig
også på rigsdagen gennem Tscherning, Gert Winther og
deres venner. I det hele tog partivæsenet overhånd og
blev hensynsløsere; alt for tit slap man de store mål af
syne, som folkeånden havde stillet sig 1848, og regnede
kun med små tal. Troen på åndens magt var sjælden
at træffe, og selv de, der havde den, var ikke altid fri
for at ønske den støttet lidt også af verdensmagterne.
En véd jeg i alt fald, der tænkte så: mig selv.
Med helstatsforfatningen sank r ig s d a g e n s ind
flydelse og måtte nødvendigvis synke, siden den store
politik var dragen ind under det andet værneting. Der
ved havde den nu tab t det, der lokkede mig mest, og
jeg tænkte af og til på at vige sæde. Alligevel gjorde
jeg det ikke, dels fordi det stred imod min valgkreds’
mere end én gang udtalte ønske, og dels fordi en
stemme for frihed og fremskridt aldrig var til overflod,
især i en så ufærdig tilstand, hvor alt ravede og ingen
vidste, hvad enden vilde blive.
Bondevennerne krævede højrøstet en tvaugslov om
fæsteafløsning; det var en fane at samle bønderne om,
skønt den frivillige afløsning skred rask fræmad og en
mængde gamle byrder, der hvilede paa bonden, blev
hævede. Imod dem stod godsejerne, middelstanden i
købstæderne og håndværksmændene, der navnligt frygtede
for næ ringsfriheden; også de stiftede foreninger. Der
var fuldt op af indre kampe, lovforeslag stod mod lov-
foreslag, adresse mod adresse, og valgmøderne kunde
somme tider blive urolige nok; man havde haft alt foi
stærk tro til den danske sindighed, der i flere måder
kun var følge af enevældens kuende tryk.