HammerichEtLevnetsløb

158

sygdommen, han vidste hvad der forestod, sagde han,

og havde opgjort sit regnskab med verden, „ikke var

han mere af dem, der søgte p a s to ra t“. Han rådede til,

endnu ikke det år at holde nordisk kirkemøde. Med

inderlig følelse talte han om Danmarks ulykker og alle

hans og vore store, skuffede håb. „I m åtte altså stå

ene, og Tysken handlede med je r efter „kanoniske

lagen“ (en hentydning til kanonerne). Derfor ligger

jeg nu

som jeg lig g e r, og I m e d , og derfor gik

Henning Hamiltons (den svenske m inister i København)

h u stru fra forstanden“. Han tav et øjeblik, „nå Gud

være os alle nåd ig“, sagde han blødt, „og så far vel,

tak for

den sidste gave, De gav mig, Deres Anders

Sunesøn, og tak for dette liv!“ Han tog mig i hånden

så fast, som vilde han ikke slippe den.

F jorten dage efter kirkemødet i København stæv

nede frikirkemændene os over til et s v e n s k p r æ s t e -

m ø d e i brøndsalen ved Helsingborg. „Kom, kom dog

og hjælp os“, skrev provst Ahnfelt, og F. Fenger, P.

Rørdam, provst Heiberg, jeg og adskillige danske læg-

mænd fulgte indbydelsen.

Hovedæmnet, der skulde

drøftes,

var trosfriheden, den havde de m est haard-

nakkede modstandere i præsterne fra Gyngeherred. Men

hvor bidende og knivskarp var ikke den logik, som Hammar

mødte dem med, og hvor lun, hvor sikker ikke Thoman-

ders holdning som ordstyrer! Så kom vort vidnesbyrd

til om frihedens virkninger, det blev mødt med grov

heder, noget, som naturligvis dog ikke kunde afkræfte

det. Modstanderne var fuldstændigt slagne, og ved

stemmegivningen smeltede de sammen til ikke flere end

7 mand.

Frihedslivet stiller store krav og kalder kræfterne

fræm alle vegne, de gode med de onde. Idet båndene

på den frie virksomhed faldt bo rt eller dog løsnedes,