522 / 657
132
det ved Isted — har sin skønhed, som det heder i en
gammel krigsvise.
Ej skønnere død er i verden til
end hans som i felten slagen,
på grønnen mark under sang og spil
dør bort uden suk og klagen!
Alene man ellers af dødens spot
må pines i snevre senge,
men her omkring ’en er selskab godt
af visne blomster i enge-
Under farsoten derimod var alt så nedkuende for ånden.
Rædslen rådede, ingen store livstanker viste sig eller
løftende øjeblikke i kampen med en usynlig fjende, hvor
selv den heltemodigste opofrelse savnede al ydre glans;
her var kun de „snevre senge og dødens spo t“. Men
en hjemsøgeisens tid har det været for mangen verdens
kær, letsindig sjæl.
S a lm e b o g s u d v a l g e t , nedsat af konventet i Ros
kilde, men under krigen hind ret i a t arbejde, havde
endelig fuldbyrdet sit hverv, og for m it vedkommende
havde det været et såre kæ rt hverv, således dagligt at
sysle med vore salmeskatte. Hvis man vilde sætte noget
igennem mod biskop Mynsters ihærdige modstand, m åtte
man ene sig, slå af fra begge sider og skaffe det, man
h a r ka ld t en „koalitionssalmebog“ til veje, der kunde
samle de fleste stemmer om sig. Dette var nu også
sket, og det udkast, jeg som ordfører fræmlagde i kon
ventet, bar netop „koalitionens“ præg: „enhver retning
i vor kirke, gjorde jeg gældende, må give sig til freds,
når den i samlingen blot kan finde de salmer den har
brug for; resten får den så lade skøtte sig selv.“
Vort udkast blev både i konventet og uden for det
angrebet skarp t fra de forskelligste lejre, af Rudelbach,
kandidat H jo rt, biskop Boesen i Sønderjylland, pastor
F. Boisen. Jeg, der langt fra ikke var blind for alle