513 / 657
123
gade no 5. Vor familjes historie udarbejdede jeg efter
brevskaber og optegnelser, og min broder godkændte den.
Den betydelige a r v delte vi mellem os, og glat nok gik
det dermed, da ingen af os led af pengegridskhed. Jeg
lod min del stå hen, som jeg modtog den i papirer og
aktier, og købte mig hverken nogen gård eller noget
landsted eller sto rt bibliotek, alt det vilde bare voldt
mig bryderier. Af samme grund skaffede jeg mig heller
ikke mange kunstværker, skønt jeg let kunde have
gjort det og min skønhedssans er levende. I øvrigt var
jeg glad ved nu at vide mig uafhængig, hvad så end
kunde hændes, og faders grundsætning gjorde jeg til
min: vi eje intet, vi er kun satte af Gud til husholdere,
og af husholderen vil der kræves regnskab. Så vidt jeg
kænder mig selv, har jeg dog i mindre ting stundom
været for påholdende. E t u n i v e r s t e t s l e g a t p å 5000
rdlr. stiftede vi brødre
i
forening, det uddeles til trængende
studerende fra vor moders fødeland, Sønderjylland.
Med trosfriheden åbnede sig en ny mark for sek
terne, det skaffede u r o i f o l k e k i r k e n , men tillige
friskere strømninger. Den lykke, Mormonerne gjorde
mellem de lavere klasser, havde især noget ængstende
ved sig; „de vantro tossers religjon“, som man har
kaldt den, disse udsigter til Amerikas guld og grønne
skove, lokkede jo tusinder, også fra København. Hvilken
åndelig råhed og uvidenhed mellem masserne kom ikke
na for dagen, her måtte der sandelig handles og hand
les snart.
Da levede min gamle plan atter op, at samle folk
til en aftenopbyggelse om søndagen, jeg skrev også et
lille skrift om Mormonerne. Planen gennemtaltes føist
med min svoger Scheuermann, hvis nidkærhed for det,
der kunde fræmme Guds rige, var så stor. Dereftei
sikrede jeg mig understøttelse af to dygtige kandidatei,
Christiani og L. Helveg, begge nu præster, og bragte