511 / 657
Fra mit senere præsteliv, rigsdagen og
studerekamret.
(1850—1859).
De store livstanker, som rørte sig i det danske folk,
m åtte ikke slippes, og enhver med følelse for dem, måtte
også arbejde for dem : mig blev det en sand kærligheds
pligt, des mere, jo flere farer der truede. Jeg havde
fået tilbud om en ny stilling i Sønderjylland, det afslog
jeg im idlertid, da jeg trode, jeg kunde virke mere i
København.
Tryg havde jeg følt mig i den kæmpende hær, men
nu kom uroen og de tunge tanker igen med freden. De
følger udeblev, jeg og mange med mig havde væntet af
den alvorsfulde kamp på liv og død og af friheden, og
man begyndte igen netop dér, hvor man havde sluppet.
E fter folkets stærke kraftudvikling kom en afslappelse,
forholdene udad til var plumrede, indad til heller ikke
klare og gode. Underhandlingerne med Tyskland ledte
omsider til h e l s t a t s m i n i s t e r i e t Bluhme og k u n d
g ø r e l s e n af 28de januar 1852.
Kongen, der 1848 i fuld enighed med folkemeningen
havde y tre t sig stæ rkt mod Slesvigs deling — „det skal
ej ske“ — , m åtte finde sig i tingenes gang, så blev
Slesvig i a lt fald ikke delt; han var et stemnings
menneske, og nu havde man fået ham stemt for hel