509 / 657
1 19
dater, det ha r jeg selv gjort med, adskillige gange, og
det gik godt. Jeg véd ikke, hvordan det kan komme
sig, men jeg taler altid bædst, når jeg ikke videre har
overtænkt mine ord i forvejen.“
„Og så h a r De jo lugtet kruttet, som man siger,
hvorfor vilde De det, hvorfor holdt De Dem ikke til
bage?“ Jeg udviklede ham mine grunde. „Hvordan er
man da til mode i sådanne øjeblikke?“ spurgte han, og
jeg skildrede det. „Ja,“ vedblev han, „kugleregnen kænder
jeg nu ikke til, men jeg har i året 1832 været ude i en
rygende storm. Jeg følte en kulde gennem hele kroppen,
lige som jeg kunde være af marmor, af marmor, siger
jeg; andre blev derimod lystige i faren, og jeg så vore
matroser danse på ræerne og rive de mest forsorne
vittigheder af sig. Ellers er jeg bange for, jeg har tabt
for meget i armeens øjne ved ikke at gå med, og kommer
det igen til krig, skal man sandelig ikke holde mig
tilbag e“.
Så bad jeg om at måtte modsige ham, og talte om
en konges vigtighed for land og rige, „et sådant liv“,
sagde jeg, „bør ikke udsættes, Deres majestæt, før i
sidste øjeblik.“ „Det har De ret i“, sagde han, „men
skal kongens plads ikke være i første række, så skal
den i alt fald være i reserven. Og viger de i første
linje, skal han træde fræm og sige: nu stå fast, karle,
kun over vore lig går vej for fjenden til fædrenelandet!“
Senere faldt talen på hans ejendommelige stilling
til hans folk i disse år, da de fleste troner ravede.
„Jeg véd det nok“, sagde han, „jeg har, jeg vil ikke
sige folkets gunst, den er altid en boble, men jeg har
dets kærlighed. Og hvorfor?“ „Fordi Deres majestæt“,
svarede jeg, „har hjærte for folket.“ „Ja, det er sandt,
men også fordi jeg er opdragen som et af folkets børn;
det har de andre konger ikke været, og, skal jeg sige
det ren t ud, så var de såmænd mere tyske end danske.