508 / 657
118
færdig, udgav jeg dem, efter bestilling, for det skandi
naviske selskab og folkeskriftselskabet. Det var de første
pålidelige s k i l d r i n g e r af vor k r i g , derfor fandt de
også talrige læsere, to af dem udkom i anden udgave,
og den ene blev oversat på fransk. De „slesvigske
dig te“, jeg også udgav, blev derimod ikke sønderligt
ænsede.
Im idlertid gik den danske hær i garnison eller blev
opløst. F ra Flensborg af blev dens hjemtog et sandt
t r i u m f t o g gennem hele landet, alle hjæ rter slog den
i møde, de sidste år havde jo omskabt folket til en
eneste stor familje. G lanspunktet var i hovedstaden i
februar måned 1851. Dér vandrede de kække gennem
gader, prydede med guirlander af vintergrønt og de no r
diske folks flag, og gennem trium fbuer; dér blomster-
strøetes de ved midvinters tide og sad til bords med
Dane-kongen mellem våbenskjolde og fredens-palm er.
Man så på de fleste, de kunde ikke forstå, hvorfor man
gjorde alt det væsen ad dem, da de dog jo kun havde
gjort sin pligt. Og jublen gav genlyd i alle Nordens
lande, Sveriges og Norges konge tøm te sit bæger til ære
for det danske folk og dets tap re hær, „som havde vist
Norden, a t ingen opofrelser er for store, hvor det gæl
der at hævde sin selvstændighed.“
Ved flere lejligheder havde jeg her haft ordet, men
mit foreslag om en sejrsfest mødte, mærkeligt nok, mod
stand, navnligt af biskop Mynster, og lod sig ikke sæ tte
igennem. Så holdt jeg da min sejrsprædiken i T rini
tatis kirke, og mangen p ræ st trin d t om ha r vist hjulpet
sig lige som jeg.
, Mere end én gang under krigen talte jeg med F r e
d e r i k d e n s y v e n d e , jeg skulde takke ham, da han
gjorde mig til ridder sam tidigt med heltene fra Isted,
og jeg skulde overrække ham mine bøger om krigen.
Især én gang indlod han sig i en længere sam tale med
mig. „De har nu præd iket“, sagde han, „for mine sol