HammerichEtLevnetsløb

113

Samme dag tog vi til Flensborg, hvor tiden gik med

at gøre alt i stand til j o r d f æ s t n i n g e n . Dér genså

jeg general Schleppegrell; kuglen havde gået ind i panden

og ud gennem issen, og hans åsyn var ældet, det var

som om den undergangens kamp, han kæmpede ved

Stolk „for sin ære“ og sine kanoner, havde lagt skygger

over det. F ra den døde helt gik jeg hjem og satte mig

hen og skrev et brev til hans ædle hustru, hendes svar

herpå var gennemtrængt af smertefuld hengivenhed i en

højeres vilje.

Også en anden kær ven, den unge, håbefulde løjt

nan t Blom, genfandt jeg kun som lig, under forrige års

felttog havde vi dagligt omgåets med hinanden. Grundt

vig, hvis sønners ven han var, satte ham et smukt minde.

Djærve yngling med den mørke pande,

med det klare, milde øjenpar,

kun en dejlig blomst i fjærne lande

for din svage tro livslykken var;

derfor vel dig, sejer du har vundet,

tidlig i det fjærne blomsten fundet!

Moderhjærtet, som du længtes efter,

som med vemod dyb du savned her,

moderhjærtet med de ømme kræfter,

som opliver alt hvad det har kær:

det er dér, hvor dig med toner milde

fuglen lokker nu til livets kilde.

Læssøe lå i døden uforandret, med de ædle, frejdige

træk, i ham havde Danmark mistet den af sine yngre

sønner, der havde nærmest til feltherreæren. Hans

sidste ord var: „lad mig ligge, og vil I gøre jeres oberst

en tjæneste endnu, så tag skoven! Hils min moder!

I kapellet på kirkegården lå side ved side 33 faldne

danske offiserer, de skulde jordfæstes i den uniform, de

b a r; uden for stapledes underoffiserers og meniges lig

sammen, hen imod 500, i hele bjærge. Og dér og på